Baggrund
Hjørring Kommune har et kulturliv, som er bredt funderet i lokale attraktioner og kulturfællesskaber indenfor blandt andet musik, brugs-og billedkunst, teater- og scenekunst samt historiske og kulturelle institutioner. Kulturen har en central rolle i Hjørring Kommune, idet den danner rammer for at opbygge fællesskaber og sikre sammenhængskraft og dermed skaber gode forudsætninger for et godt hverdagsliv for kommunens borgere. Derudover er kulturen med til at gøre kommunen attraktiv for besøgende fra ind- og udland.
Kultur som rød tråd
Kulturen er også at finde som en rød tråd i Plan-og Udviklingsstrategien 2022 for Hjørring Kommune, hvor rammen for kommunens fremadrettede udvikling er sat af Byrådet. I forlængelse af dette, vil vi skabe en ny kulturpolitik i Hjørring Kommune, som fastlægger en retning indenfor kulturområdet i fremtiden. Her skal kulturpolitikken være med til at styrke kulturlivet i kommunen og dermed bidrage positivt til kommunens udvikling.
Dette skal ske gennem en inddragelse af borgere, foreninger, kulturaktører og erhvervsliv.
Hvad betyder det for mig?
I arbejdet med udformningen af en ny kulturpolitik i Hjørring Kommune er din mening vigtig for os. Det er her, netop du kan komme med dine bud på, hvad kultur betyder for dig, og hvad du bruger kulturen til.
Har du nogle ideer til kulturlivet? Så mød op og del dine ideer med os over en kop kaffe den 23., 24. og 27. oktober 2023 på en lokation nær dig (se tid og sted i menuen)