Gratis psykologsamtaler til unge mellem 15 og 25 år

Hvad kan gratis psykologsamtaler på Helhedstilbuddet hjælpe dig med?

Gratis psykologsamtaler er for dig, der er aldersgruppen 15-25 år, og som har svært ved at deltage i uddannelse eller lignende aktivitet.

Det kan være pga. negative tanker om dig selv, tristhed, vrede, usikkerhed, stress, sorg, isolation, tankemylder, træthed, søvnproblemer, uro, problemer i familien eller noget helt andet.

Formålet med samtalerne er at støtte dig i forhold til igangværende uddannelse eller i forhold til opstart af en uddannelse.

Gratis støttende psykologsamtaler

Den første samtale med en af Helhedstilbuddets psykologer er visiterende. Det betyder, at der blandt andet tages stilling til, om et videre forløb i Helhedstilbuddet er relevant for dig.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at de gratis psykologsamtaler i Helhedstilbuddet ikke er et behandlingstilbud og derfor heller ikke kan stå i stedet for psykologbehandling, hvis det er vurderet relevant og nødvendigt. 

Der tilbydes i alt 1-5 samtaler, og den første samtale vil blive forsøgt tilbudt indenfor 7 arbejdsdage.

Alle - du selv, dine forældre, din studievejleder, din lærer og så videre – kan indstille til tilbuddet, men det er vigtigt, at du selv er motiveret for at deltage.