Opret en privat daginstitution

Hjørring Kommune skal godkende oprettelsen alle private daginstitutioner.

Daginstitutioner kan efter dagtilbudsloven etableres og drives af en privat leverandør. Private daginstitution oprettes iht. dagtilbudsloven § 20. Kommunalbestyrelsen har fastsat godkendelseskriterier for private daginstitutioner. Private daginstitutioner drives på basis af en godkendelse fra kommunalbestyrelsen.

Hvis du vil åbne en privat institution, skal du lave en ansøgning for at blive godkendt som privat leverandør af et dagtilbud

Gå til ansøgningsskema for godkendelse af private institutioner

Læs mere

I henhold til Dagtilbudsloven § 19, stk. 5 er det muligt at oprette private daginstitutioner. Loven gør det muligt for organisationer, forældre, virksomheder og andre interesserede, at oprette institutioner i privat regi.

Kommunerne skal fastlægge godkendelseskriterier, som den private leverandør skal leve op til for at blive godkendt. Godkendelseskriterierne skal fastsættes med udgangspunkt i de generelle krav til kommunernes egne daginstitutioner. Kommunens krav skal være saglige og konkrete. Kommunens godkendelseskriterier må ikke være mere restriktive end de krav der stilles til kommunens øvrige dagtilbud i kommunen.

Private leverandører, der ønsker godkendelse af privatinstitution, skal sammen med den skriftlige anmodning beskrive og dokumentere, hvorledes de vil leve op til nedenstående godkendelseskriterier. Der er udarbejdet et ansøgningsskema for godkendelse af private daginstitutioner, som alle ansøgere skal anvende i forbindelse med ansøgning om godkendelse til at etablere og drive et privat dagtilbud i Hjørring kommune. Der vedlægges vedtægter for den ny institution.

Privatinstitutionen er forpligtiget til at holde kommunen orienteret om væsentlige ændringer i institutionen for så vidt angår drift, administration, bygninger, børnesammensætning, vedtægtsændringer mv.

Institutionen skal leve op til:

  • Formålsbestemmelsen for dagtilbud Dagtilbudslovens § 1 og § 7
  • Bestemmelsen om pædagogiske læreplaner Dagtilbudslovens § 8
  • Sprogvurdering og sprogstimulering Dagtilbudslovens § 11
  • Tilbud om frokostmåltid Dagtilbudslovens § 16
  • Samme myndighedskrav og standarder som kommunale institutioner i forbindelse med bygningsforhold, brandværnsmæssige forhold, sikringsrum, arbejdsmiljøforhold, sundhedsmæssige forhold, køkkenmæssige forhold, bestemmelser vedr. befordring af børn m.v.
  • Lokalt fastsatte kriterier, som f.eks. kommunale politikker og målsætninger (Hjørring Kommunes politikker kan ses på hjoerring.dk under menu – demokrati - Planer, plitikker og strategier - Børn, unge og familie - Politikker børn, unge og familie). Evt. krav til personalenormeringen, åbenhed og tilgængelighed for det kommunale tilsyn, afrapportering vedr. læreplaner m.v.
  • bekendtgørelser og vejledninger på børneområdet
  • Arbejdsmiljøloven, herunder udarbejdelse af APV (arbejdspladsvurdering)

Privatinstitutionen skal vedlægge bygningsgodkendelse til daginstitutionsdrift fra de relevante myndigheder, herunder ibrugtagningstilladelse fra byggemyndighederne, hvis ikke bygningen i forvejen er godkendt som daginstitution.

I forhold til det gennemsnitlige antal indskrevne børn, skal det sikres, at der minimum er 8,4 m2 i brut- toareal pr. barn og det skal tilstræbes, at der er 10 m2 brutto pr. barn.

Udendørsarealet skal leve op til reglerne i Bygningsreglementet. (Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside). En ekstern, certificeret virksomhed skal godkende legepladsen fx hvert andet år, det er institutionens leder der har ansvaret for legepladsen.

Privatinstitutionen skal efterleve myndighedskravene i forhold til brandmæssige forhold, arbejdsmiljø- forhold, sundhedsmæssige forhold, køkkenmæssige forhold m.v.

At de private leverandører i ansøgningsskemaet underskriver, at de har den nødvendige forsikrings- dækning for institutionen.

Personalenormeringen skal mindst udgøre det samme som gælder for et tilsvarende dagtilbud i kommunen.

Personalenormeringen følger loven om minimumsnormeringer:

  • 1 pædagogisk personale 3 børn i tilbud for 0-3 -årige børn
  • 1 pædagogisk personale 6 børn i tilbud for 3-5 -årige børn

Lederen skal have en uddannelse som pædagog og være ansat i en ordinær fuldtidsstilling, og som minimum skal 66 % af de ansatte være uddannede pædagoger. Lederen er ansvarlig for, at der er forsvarlig bemanding i åbningstiden.

 

Hjørring Kommune henstiller til, at privatinstitutioner stiller praktikpladser til rådighed for pædagog uddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse.

Privatinstitutionen er underlagt den samme tavshedspligt og de samme regler og underretningspligt som de kommunale og selvejende institutioner.

For alle ansatte (gælder også studerende, elever, personale i jobtræning m.m.) skal privatinstitutionen indhente en børneattest.

Børneattesten behandles efter persondatalovens regler om opbevaring og tavshedspligt. Hvordan man udfylder og opbevarer ansøgning og attest er beskrevet på ansøgningsblanketten.

 

Institutionen skal være åben for børn med særlige behov, og samarbejde med de relevante kommunale instanser, og det pædagogiske tilsyn om de nødvendige tiltag overfor disse børn. Proceduren for ansøgning om ekstra resurser til børn med særlige behov, følger proceduren som er gældende for bevilling af indsatsteamet i Hjørring Kommune.

For børn fra andre kommuner er det barnets opholdskommune, der træffer beslutningen. Eventuelle udgifter til indsatsteamet m.v. betales af barnets opholdskommune ud over det normale driftstilskud.

For at opnå fuldt tilskud skal privatinstitutionen have en åbningstid svarende til fuldt åbningstid for kommunale og selvejende institutioner. Driftstilskuddet beregnes med udgangspunkt i en ugentlig grundåbningstid på 49 ½ timer, med forpligtelse til at imødekomme pasningsbehov i op til 59 timer ugentlig. Ved lavere åbningstid vil/kan driftstilskuddet blive forholdsmæssigt reduceret.

Institutionens ledelse og bestyrelse kan indføre lukkedage svarende til det antal lukkedage, der er besluttet for kommunale institutioner. Ved lukkedage er det privatinstitutionens ansvar, at børn med behov for pasning tilbydes pasning.

Institutionen træffer selv afgørelse om optagelse, og er forpligtet til at optage børn, hvis der er ledig kapacitet i institutionen.

Optagelseskriterierne skal fremgå af institutionens vedtægter og være offentligt tilgængelige. Optagelseskriterierne skal følge almindelige retsgrundsætninger så som lighedsgrundsætningen, diskriminationsforbud og lignende. Hverken formelt eller reelt må visse grupper udelukkes for optagelse. Institutionen skal være tilgængelig for børn med funktionsnedsættelse.

Dog skal der ved anvisning af børn med særlige fysiske behov laves en kommunal vurdering af de fysiske rammer.

Børn optaget i privatinstitutionen har jf. gældende regler, ret til friplads- og søskendetilskud. Tilskuddene beregnes af kommunen. Det påhviler privatinstitutionen at vejlede forældrene om mulighederne for tilskud.

Friplads- og søskendetilskud kan ikke overstige forældrenes egenbetaling. Tilskuddet fastlægges ud fra den kommunale forældrebetalingstakst.

At forældre sikres indflydelse svarende til forældreindflydelsen i selvejende institutioner, jf. § 14-18 i Lov om dag-, fritids- og klubtilbud mv. til børn og unge (Dagtilbudsloven). Det vil sige, at der som minimum skal oprettes en forældrebestyrelse med flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere.

Forældre skal som minimum have indflydelse på principper for institutionens arbejde og aktiviteter, for anvendelse af budgetrammen samt have indstillingsret vedrørende ansættelse af personale.

Yderligere oplysninger kan findes i ministeriets vejledning vedrørende forældrebestyrelser i selvejende institutioner.

Der skal for privatinstitutionen udarbejdes vedtægter. Af vedtægterne skal der fremgå regler for forældreindflydelse, institutionens formålsparagraf og institutionens opløsningsbestemmelser, optagelses- kriterier, opsigelsesvarsel, bestyrelseskonstruktion, åbningstid, antal børn, anvendelse af institutionens overskud m.v.

Kommunalbestyrelsen skal jf. § 5 i Dagtilbudsloven og Retsikkerhedslovens § 16 føre tilsyn med privatinstitutionerne. Kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse retter sig altså både mod det indholdsmæssige i tilbuddet, samt på hvilken måde opgaverne udføres.

Læs mere om tilsyn her

Alle daginstitutioner er efter dagtilbudsloven §16 omfattet af reglerne om et sundt frokostmåltid, dette gælder også privatinstitutioner.

Et sundt måltid skal følge de til en hver tid gældende officielle danske anbefalinger for kost til børn i den relevante aldersgruppe.

Informationer kan findes på www.altomkost.dk

Forældre med børn i daginstitutionen har mulighed for at fravælge frokostordningen minimum hvert andet år og ikke oftere end hvert år. Over halvdelen af alle forældre med børn i enheden skal fravælge

frokostmåltidet før, at beslutningen er gyldig. Forældrene har én stemme for hvert barn de har i institutionen.

Følgende krav stilles ved godkendelse af en privat daginstitution:

Depositum

Hjørring kommune opkræver 30.000 kr. i depositum i forbindelse med ansøgninger om godkendelse. Beløbet tilbagebetales, når der er truffet beslutning om godkendelse af privatinstitutionen.

Der må forventes en sagsbehandling på ca. 3 måneder til behandling af ansøgninger om godkendelse af private daginstitutioner. De 3 måneder regnes fra det tidspunkt, hvor Hjørring Kommune har modtaget en fyldestgørende ansøgning

Driftsgaranti

Institutionen skal jf. dagtilbudslovens § 20, stk. 2 stille en driftsgaranti. Driftsgarantien skal være på anfordringsvilkår. Formålet med driftsgarantien er at sikre, at institutionen kan yde den fornødne forsyningssikkerhed, idet kommunen er forpligtet til at sørge for anden pasningsmulighed til de berørte børn, såfremt institutionen ophører ved konkurs eller på anden vis.

Den private leverandør skal stille driftsgaranti svarende til 1/2 måneders drifts-, bygnings og administrationstilskud pr. barn, tillagt 1. måneds forudbetalt drifts-, bygnings- og administrationstilskud pr. barn. Beløbet beregnes og fastsættes af Hjørring Kommune.

Driftsgarantien skal være Hjørring Kommune i hænde, førend der kan meddeles endelig godkendelse.

Økonomisk hæderlighed

Institutionen skal have orden i sin økonomi, have opfyldt sine økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og sociale ydelser og være hæderlig i sin erhvervsudøvelse.

Ophør af institutionsdrift

Hjørring Kommune ønsker, at blive tilbudt at overtage lejemål (hvis muligt) ved ophør af institutionens drift i lejede lokaler. Ved ophør af institutionens drift i ejede lokaler skal Hjørring Kommune tilbydes at købe institutionen og overtage driften. Kommunen er dog ikke forpligtet hertil.

Driftstilskud

Et barn, der er optaget i en privatinstitution har ret til at få et driftstilskud fra sin opholdskommune. Driftstilskuddet udgør de gennemsnitlige budgetterede nettoudgifter pr. barn (eks. indsatspædagoger) i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen.

Det månedlige driftstilskud udgør i 2025

  • For børn i alderen 0 - 3 år: 10.314 kr. pr. barn
  • For børn i alderen 3 år og 1 måned - skolestart: 6.165 kr. pr. barn

Administrationsbidrag

Privatinstitutionen er berettiget til at modtage et administrationsbidrag pr. barn optaget i privatinstitutionen. Administrationsbidraget dækker udgifter til løn, bogføring, budget, regnskab, revision og personalejuridisk bistand.

Det månedlige administrationstilskud udgør i 2025

  • For børn i alderen 0 - 3 år: 355 kr. pr. barn
  • For børn i alderen 3 år og 1 måned - skolestart: 216 kr. pr. barn

Bygningstilskud

Privatinstitutionen er berettiget til at modtage et bygningstilskud pr. barn optaget i institutionen. Bygningstilskuddet fastsættes så det svarer til det gennemsnitlige bygningstilskud til selvejende institutioner i samme aldersgruppe.

Det månedlige bygningstilskud udgør i 2025

  • For børn i alderen 0 - 3 år: 582 kr. pr. barn
  • For børn i alderen 3 år og 1 måned - skolestart: 355 kr. pr. barn

Den private leverandør skal i ansøgningsskemaet dels underskrive, at der ikke er gæld til det offentlige, dels vedlægge en bankerklæring, der redegør for, at leverandøren ikke er begæret konkurs mv. Begge dele med henblik på at opnå højest mulig leverancesikkerhed.

Den private institution er selv økonomisk ansvarlig og skal følge de almindelige regler for regnskabsaflæggelse. Den aflægger ikke regnskab til kommunen. Kommunen har ikke økonomisk tilsyn. Kommunen kan ikke gøres ansvarlig for et eventuelt økonomisk underskud i den private institution.

Hvis den private institution, efter godkendelse, ikke lever op til godkendelseskriterierne kan kommunen standse tilskuddet.

Kontakt

Ring eller skriv til Dagtilbudssekretariatet

 

Kontakt Dagtilbudssekretariatet

Kontakt

Tilsynskonsulent Mette Vang Hansen