Arrangementet var en markering af, at der i dag er et år til at DM i Skills 2026 afvikles i Hjørring.
I løbet af dagen fik eleverne lov at løse praktiske opgaver indenfor fagene Teknik, Metal og Motor, Energi og Byggeri, Gastronomi, Business og Sosu.
Eleverne fik fingrene i alt fra bilmotorer til othellolagkager, og det så bestemt ikke ud til, at de unge var kede af at forlade skolebøgerne for en dag.
Vinderen af WorldSkills 2024, flisemurer Kristian Bak Hansen, var klar med praktisk vejledning til eleverne.
Nedtællingen sat i gang
For at markere, at der i dag er ét år til DM i Skills 2026, blev der afholdt en seance i Atriumgården på EUC Nord.
Her var der taler af blandt andet formand for Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget Per Møller, som havde følgende budskab til de unge:
- DM i Skills handler frem for alt om at vise unge som jer vejen og mulighederne i de erhvervsfaglige uddannelser. For vi tror på jer og samfundet har brug for jer, for jeres hænder og for jeres hjerter.
Også direktøren for SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm, var på talerstolen og lovede, at DM i Skills 2026 bliver en fest - ikke bare for Hjørring, men for hele Nordjylland.
Herefter blev et ur, som de næste 365 dage tæller ned til DM i Skills, officielt sat i gang.
DM i Skills 2026 finder sted fra onsdag den 22. april til lørdag den 25. april ved Park Vendia i Hjørring.
Læs mere om det her