Open call: Steder vi deler

Publiceret 05-10-2026

Kan kunst skabe nye møder mellem mennesker?

Hvordan kan et byrum, en plads eller en gavl vække nysgerrighed, understøtte byliv og blive et samlingspunkt for lokale fortællinger og fællesskab?

Med Open Call'et Steder vi deler inviterer Hjørring Kommune professionelle kunstnere til at udvikle stedsspecifikke værker i henholdsvis Hjørring og Sindal.

Vi søger kunstneriske projekter, der tager afsæt i de steder og mennesker, de skabes for, og som kan være med til at styrke lokal identitet, fællesskab og tilhørsforhold.

To lokationer. To kunstværker.

Der udvælges én kunstner til hver af de to lokationer:

Strømgade i Hjørring
Et centralt byrum med plads til at arbejde på tværs af flader, højder og materialer. Her kan værket indtænkes som en del af den eksisterende bymidte og de mennesker, der bruger den.

Området omkring Gøgsigs Pakhus i Sindal
Et område med både grønne arealer og byrum, hvor kunstværket kan være med til at skabe nye oplevelser og perspektiver på stedet.

Hvad tilbyder vi?

Det samlede projektbudget er:

  • 180.000 kr. i Hjørring
  • 90.000 kr. i Sindal

Budgettet dækker den samlede opgaveløsning, herunder kunstnerhonorar, materialer, produktion, transport og øvrige udgifter forbundet med realisering af værket.

Hvem søger vi?

Vi leder efter kunstnere, der:
•    Arbejder med lokale fortællinger og identitet
•    Bidrager med nye perspektiver på de steder, vi deler
•    Er optagede af samspillet mellem kunst, mennesker og byrum
•    Har lyst til at arbejde med borgerinddragelse som en del af processen

Sådan ansøger du

Send:
•    En kort konceptbeskrivelse (ca. ½ side)
•    CV
•    Projektbudget
•    Eventuelt skitse eller visualisering

Du er velkommen til at indsende forslag til begge lokationer, men man kan som kunstner kun vælges til den ene. 

Ansøgningsfrist: 17. november kl. 12.00
Ansøgning sendes til: kultur@hjoerring.dk

Vil du vide mere?

Se fotos af lokationerne og læs det fulde Open Call på:
https://www.hjoerring.dk/stedervideler

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Chef for Kulturområdet, Leif Lund Jakobsen, på leif.jakobsen@hjoerring.dk eller tlf. 4122 4891.