Drømmer du om at drive en café med havudsigt? Forpagt Løkkens nye perle!

10-10-2024

Snart er vi i mål med den sidste fase af den ambitiøse Helhedsplan for Løkken Moleleje – og du har nu muligheden for at blive en del af en spændende udvikling ved De Maritime Huse.

De Maritime Huse, Løkken

Hjørring Kommune konkurrenceudsætter forpagtningen af en kommende café i De Maritime Huse, beliggende på den eftertragtede Sdr. Strandvej 18A, 9480 Løkken. Caféen vil være hjertet i et område, der bliver et livligt samlingspunkt for friluftsliv, turister, strandgæster og kystfiskere. Bygningen er under opførelse, og caféen forventes klar til ibrugtagning den 1. juni 2025.

Er du klar til at tage del i dette spændende projekt? Tilbudsfrist er den 6. december 2024, kl. 12.00, og du kan rekvirere yderligere informationer og udbudsmateriale på mailadressen hbl@hjoerring.dk.

Det er vigtigt, at du rekvirerer materialet via mail, så vi kan kontakte dig, hvis der skulle komme præciseringer undervejs i processen. Der er frist for spørgsmål den 22. november 2024, kl. 12.00.

De Maritime Huse skaber moderne rammer og faciliteter, som vil gøre området til et aktivt og levende samlingspunkt hele året rundt. 

Klik her og læs mere om Løkken Moleleje

Tør du tage udfordringen op og skabe dit eget caféparadis ved havet?