Bevægelsesstrategi for dagtilbudsområdet

Et sundt og aktivt børneliv

I Hjørring Kommune er bevægelse et centralt fokusområde i dagtilbuddene for børn i alderen 0-6 år. Vi tror på, at et sundt børneliv er et aktivt børneliv, og at bevægelse er afgørende for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Hvorfor bevægelse?

Et sundt børneliv er et aktivt børneliv med gode muligheder for bevægelse. Gennem bevægelse styrker børn deres motoriske færdigheder og udvikling, og de får en øget forståelse af sig selv og andre. Da børn opholder sig i institution i mange timer hver dag, har dagtilbuddene, ligesom forældrene, en vigtig rolle i at skabe de bedst mulige betingelser for, at børn får bevæget sig.
Landsdækkende undersøgelser viser, at mange børn og unge bevæger sig for lidt. Børn bruger ligesom voksne mere og mere tid på tv og computerspil og bliver i højere grad transporteret fremfor fx selv at cykle eller gå.
Motion og bevægelse har stor betydning for børns helbred, udvikling og almene trivsel. Bevægelse styrker børns selvværd, og undersøgelser peger på, at aktive børn har lettere ved at lære. Samtidig grundlægges børns bevægelsesvaner i de første leveår. Små børn erobrer verden og udvikler sig ved at gøre og handle, men også ved at blive motiveret til bevægelse. Børn er i verden gennem kroppen, og når de støttes i at bruge, udfordre, eksperimentere, mærke og passe på kroppen – gennem ro og bevægelse – lægges grundlaget for fysisk og psykisk trivsel. Kroppen er et stort og sammensat sansesystem, som udgør fundamentet for erfaring, viden samt følelsesmæssige og sociale processer, ligesom al kommunikation og relationsdannelse udgår fra kroppen. Da børn opholder sig i institution i mange timer hver dag, er det centralt, at dagtilbuddene skaber optimale betingelser for, at børn får bevæget sig.

De børn, der bevæger sig mere, har en klart bedre profil i forhold til risikofaktorer som for eksempel overvægt, hjertesygdomme og diabetes...

Anders Grøntved, forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU

.. børn, der motionerer, får en bedre koncentration og dermed et bedre læringsudbytte end børn, som ikke gør.

Niels Egelund, professor ved Aarhus Universitet

Læreplanstema i dagtilbudsloven

Fysisk aktivitet er allerede et fokuspunkt i dagtilbuddene, hvor det indgår som et tema ”Krop, sanser og bevægelse” i de pædagogiske læreplaner (dagtilbudsloven).
Læringsmiljøet i dagtilbuddet skal give alle børn, herunder de børn, som har begrænsede erfaringer med krop, sanser og bevægelse, mulighed for at deltage i fællesskaber, aktiviteter og leg, og det pædagogiske personale skal motivere børn til at bevæge sig ved at vise glæde ved bevægelse og kropslig udfoldelse. Børnene skal inviteres til at få mange forskellige kropslige erfaringer i et læringsmiljø, hvor bevægelsesglæde, kreativitet og leg er nøglebegreber, og hvor det pædagogiske personale understøtter det enkelte barn og skaber fleksible, inkluderende læringsmiljøer. Det pædagogiske personale er nysgerrigt og udvælger og følger bevidst børnenes bevægelsesinitiativer, så børnene oplever selv- og medbestemmelse som en naturlig del af deres dannelsesproces.

Kroppen er grundlaget for børnenes deltagelse i samfundets forskellige fællesskaber og har både en fysisk og en eksistentiel dimension Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at børn har mulighed for at erfare verden med deres krop og gennem deres krop. Kroppen er sæde for bevidsthed om andet og andre og om egen krop i verden, herunder i æstetiske, sociale, følelses- og bevægelsesmæssige processer. Gennem kropslige erfaringer undersøges fx ”hvem er jeg” og ”hvad kan du – kan jeg mon også det?”, og således udvikles kropsidentiteten via kropslige erfaringer i sociale samspil. Kroppen er sæde for såvel det psykiske helbred (fx trivsel) som det fysiske helbred (fx ernæring, hygiejne, bevægelighed).

Sanserne er børns adgang til verden og fundamentet for at opfatte og begribe verden. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte stimulering af de tre motoriske grundsanser (den taktile sans, den vestibulære sans/labyrintsansen og muskel-led-sansen) i samarbejde med de fire øvrige sanser (lugtesansen, synssansen, smagssansen og høresansen).

I bevægelsesfællesskaber udvikler barnet mestring af kropslige/sanselige indtryk og udtryk og styrker sin evne til at aflæse og forstå andre børns og voksnes gestik, mimik og kropslige udtryk. Bevægelse handler om børns aktive udforskning af verden og kroppens muligheder – såvel alene som sammen med andre børn og aktivt pædagogisk personale i et inkluderende børnefællesskab og i samspil med de fysiske omgivelser ude og inde.

Dagtilbuddene skal:

  • tilegne sig viden om, hvad der virker i forhold til at udvikle en sund bevægelseskultur
  • tilegne sig viden om, hvad motion og sundhed betyder for børns udvikling, herunder også emner som overvægt, søvn, kost m.fl.
  • tilegne sig viden om, hvordan man ændrer vaner og kultur
  • tilegne sig viden om læringsmiljøets betydning for bevægelse
  • tilegne sig viden om, hvordan man involverer forældrene i bevægelsesindsatsen.

Alle børnehuse er DGI-certificeret

I Hjørring Kommune er alle 26 kommunale børnehuse DGI-certificeret. I en DGI-certificeret børnehave eller vuggestue er idræt og bevægelse en integreret del af hverdagen. Kroppen, sunde vaner og masser af fysiske aktiviteter er i fokus, og der arbejdes målrettet med at styrke børnenes kropsbevidsthed og motoriske udvikling. Formålet er at give børnene lyst til og mod på at bruge deres kroppe aktivt, give dem glæden ved at bevæge sig og grundlæggende sunde vaner for livet.

For at opnå en DGI-certificering skal daginstitutionens personale gennemgå et kursusforløb. Forløbet klæder personalet på til at kunne tænke idræt og bevægelse ind i hverdagen og tilbyder en række helt konkrete redskaber, idéer og inspiration til, hvordan børns motoriske udvikling kan stimuleres på nye og anderledes måder.

I et DGI-certificeret børnehus skal der være:

  • ledelsesfokus på bevægelse

  • fokus på det pædagogiske personale som rollemodeller for bevægelse

  • daglige bevægelsesrutiner som fx gåture, dans og lege

  • fokus på børns selvhjulpenhed og deltagelse i hverdagsaktiviteter

I et DGI-certificeret børnehus har det pædagogiske personale ekstra fokus på at inddrage børnene i hverdagsrutiner og gøre dem selvhjulpne i størst muligt omfang.

  • At indarbejde bevægelsesrutiner i hverdagen – fx morgenløb, gåture, cykelture, dans og bevægelseslege, besøg i gymnastiksal mv.

  • At tilpasse bevægelseslege, så alle kan være med og få en positiv oplevelse

  • At følge børnenes sproginteresser og veksle mellem voksenstyrede og børnestyrede aktiviteter

  • At tage stilling til børnenes skærmtid og indtænke bevægelse i forbindelse med digitale medier

  • At inddrage børnene i hverdagsrutiner og gøre dem selvhjulpne i størst muligt omfang – fx selv hælde mælk op, selv skære og smøre brød, dække bord, bruge værktøj, tage tøj på mv.

 

 

Sammen om livet – Hjørring Kommunes sundhedspolitik

Desuden har vi i Hjørring Kommune en sundhedspolitik ”Sammen om livet”.

Læs Hjørring Kommunes Sundhedspolitik