I Hjørring Kommune tager vi udgangspunkt i borgerens liv, ønsker og behov, når vi arbejder med velfærdsteknologi – samtidig med, at kommunens ressourcer bruges mest hensigtsmæssigt.
Teknologierne skal ikke blot støtte – de skal styrke borgerens mulighed for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv, hvor hverdagen mestres på egne vilkår.
Ved afprøvning og udvikling af nye teknologier er borger og medarbejder aktive deltagere. Det er deres erfaringer og perspektiver, der afgør, om en teknologi giver værdi og kan gøre en reel forskel. Derfor inddrages de tidligt i processen, når nye teknologier skal testes og tilpasses.
Velfærdsteknologierne kunne fx være intelligente drikkeglas, der hjælper med væskeregistrering, eller skærmbesøg, som giver fleksibilitet for både borger og medarbejder.