Nyt fra Borgmesteren

Publiceret 27-09-2024

Mens sommervejret bed sig godt fast i september måned, indfandt efterårets travlhed sig i det kommunalpolitiske arbejde, hvor budgetforlig, studiestart og en flot placering i erhvervsklimamåling er blandt de temaer, der har fyldt i Hjørring Kommune.

Borgmester Søren Smalbro
Borgmester Søren Smalbro (v)

Selvom kalenderen siger efterår, har vi været heldige med flere dejlige sensommerdage i den forgangne måned. Men med efteråret følger også de årlige budgetforhandlinger om kommunens økonomi for de næste fire år, hvilket betyder ekstra travlhed i den kommunale verden. Det gælder naturligvis også i Hjørring Kommune, hvor vi efter første behandling hurtigt kunne træde ind i forhandlingslokalet. Jeg er stolt af, at vi endnu en gang har formået at samle et stort flertal i byrådet om et ansvarligt budget, der tager højde for de udfordringer, vi står overfor de kommende år.

Vi er lykkedes med at lande en aftale uden nye besparelser, selvom vi dog må erkende, at vi tærer på vores kassebeholdning. Med vores økonomiske virkelighed er det svært at holde driftsbudgettet i balance, men vi har lagt et forsvarligt budget, som tilgodeser de mest presserende behov, uden at ramme de områder, hvor det virkelig vil gøre ondt. På længere sigt vil det kræve et stort fokus at sikre økonomisk balance i Hjørring Kommune, men det er desværre den barske virkelighed på mange rådhuse rundt omkring i vores land.

Det tidlige efterår markerer også starten på et nyt studieår. Traditionen tro bød vi de nye studerende velkommen til byen med det festlige Hjørring Live-arrangement, som igen i år var en dag fyldt med mangfoldige aktiviteter. Det er en fantastisk måde at introducere de studerende til vores by, vores virksomheder, institutioner og kulturtilbud. Vejret var heldigvis på vores side, og jeg håber, at de nye studerende føler sig godt modtaget og får nogle gode år i studiebyen Hjørring.

På erhvervsfronten har vi også gode nyheder. I Dansk Industris årlige erhvervsklimamåling har Hjørring Kommune placeret sig som nummer 28, hvor vi tidligere har ligget i det bløde midterfelt. Denne nye placering er vi fast besluttet på både at forsvare og forbedre, og jeg er stolt over vores markante fremgang og taknemmelige for den opbakning, vi har modtaget fra det lokale erhvervsliv. Det viser, at vores indsats virker, og jeg ser frem til at fortsætte dialogen og det gode samarbejde.

Til sidst vil jeg gerne rette blikket mod DM i Skills, som vi er værter for i april 2026. DM i Skills er Danmarks største mesterskab for unge på erhvervsuddannelser, og det bliver en stor glæde at byde velkommen til de mange talentfulde deltagere. En ekstra grund til at glæde sig er, at Danmark netop har vundet en guldmedalje ved Verdensmesterskaberne i Skills for første gang i 13 år – takket være vores egen Kristian Bak Hansen fra EUC Nord, som vandt guld for flisemurer. Vi fejrer ham lørdag inden fodboldkampen mellem VFF og Hvidovre på et forhåbentligt fyldt stadion i Hjørring.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en god weekend. Jeg håber, at mange af jer vil komme og være med til at hylde Kristian på stadion lørdag.