Byrådet i Hjørring Kommune har den 28. februar enstemmigt godkendt en ambitiøs og handlingsorienteret kulturpolitik, der sætter fokus på at styrke kunsten og kulturen som livsnerver i kommunens stærke fællesskaber. Den nye kulturpolitik, med titlen "Vendsyssel & Virkekraft - Kulturkommunen midt i Norden", markerer et betydningsfuldt skridt mod at bringe kunst og kultur endnu mere i spil til gavn og glæde for alle borgere i Hjørring Kommune.
"For kulturen og kunsten er altid i bevægelse," udtaler byrådsmedlem Thomas Klimek (A). "Politisk er målet med den nye kulturpolitik ikke at besidde den, men at formidle og sammenbinde alle de kreative og dannende fællesskaber, der er Hjørring Kommune. Dem skal vi støtte, men aldrig dirigere."
Med et dedikeret fokus på at styrke de lokale kulturelle fællesskaber og skabe en platform for kunst og kultur i hverdagen, er den nye kulturpolitik en invitation til alle borgere i Hjørring Kommune om at deltage aktivt i og nyde godt af de mange kulturelle tilbud og oplevelser.
"Jeg mener, at vi med den kulturpolitik, vi har vedtaget her til aften, har et trygt og godt udgangspunkt," udtaler Mette Jensen (C), også medlem af byrådet. "Rødder, der gør, at vingerne kan bære, når kulturpolitikken skal flyve fra reden og møde gode mennesker på sin vej."
Den nye kulturpolitik er udviklet gennem en åben dialog med borgere, kulturinstitutioner, kulturforeninger, kunstnere og andre aktører i Hjørring Kommune og understreger vigtigheden af kunst og kultur som fundamentet for vores identitet og fællesskab.
Kulturpolitikkens vision om at være "kulturkommunen midt i Norden" afspejler et ønske om at sætte virkekraften i spil hver dag og placere kunst og kultur midt i vores hverdag og identitet som Vendsyssels kulturkommune.
Kulturpolitikken vil blive udmøntet gennem målrettede indsatser, der udvælges løbende, og som forventes at realisere de politiske fokusområder. De målrettede indsatser vil være redskaber, hvor nye strømninger, virkelyst og udviklinger over årene udfolder kulturpolitikken i aktive fællesskaber, tilbud og oplevelser.
Læs mere om kulturpolitikken her