Valg af læge

Hvis du ønsker at skifte læge, skal du gøre det digitalt.

Du har altid mulighed for at skifte læge, og du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.

I Find behandler på sundhed.dk kan du se, om en læge har åbent eller lukket for tilgang.

Valg af læge, når du skal flytte

Når du flytter, kan du enten:

  • vælge at beholde din nuværende læge eller
  • vælge en ny læge som har åbent for tilgang af patienter.

Det er gratis at vælge ny læge, hvis du gør det i forbindelse med din flytning. Venter du med at vælge ny læge, skal du betale et gebyr for lægeskiftet.

Vælger du en læge, der ligger mere end 15 km fra din bopæl (5 kilometer i hovedstadsområdet), accepterer du, at du ikke kan opsøge anden læge nær din bopæl i tilfælde af ikke-livstruende sygdom. 

Hvis du ønsker en læge med lukket patienttilgang

Du kan vælge en læge, der har lukket for tilgang af nye patienter, hvis du opfylder mindst én af disse betingelser:

  • Din ægtefælle, samlever eller andre på din adresse har den læge. Det er dog ikke et krav, at man som ægtefælle eller partner skal bo på samme adresse.
  • Du fylder 15 år, og den læge, du vil have, er læge for mindst en af dine forældre
  • du overgår fra sygesikringsgruppe 2 til 1, og lægen er den læge, som du senest har været tilmeldt i sygesikringsgruppe 1.
  • Der ikke er mindst 2 læger med åbent for tilgang af nye patienter inden for 15 kilometer fra din bopæl (5 kilometer, hvis du bor i hovedstadsområdet). Lægevalget er afhængigt af, at lægen med lukket for tilgang accepterer din ansøgning om dispensation.

Regler for hjemmebesøg

Du kan få sygebesøg i hjemmet, hvis lægen skønner det er nødvendigt.

Hvis du vælger en læge, som ligger længere end 15 km fra din bopæl (5 kilometer i hovedstadsområdet), har du fortsat ret til hjemmebesøg, hvis din læge vurderer det nødvendigt. Hvor det ikke er muligt for din egen læge at aflægge hjemmebesøg, kan din læge efter konkret aftale med stedlig læge, lade denne løse hjemmebesøgsopgaven.

Valg af læge på plejehjem eller bosted

Hvis dit plejehjem eller bosted (§ 108 institution) har en fast tilknyttet læge, har du mulighed for at vælge denne læge, selv hvis lægen har lukket for tilmelding af nye patienter.

Hvis plejehjemmets eller bostedets faste læge har lukket for tilmelding, skal du kontakte kommunen for at blive tilmeldt lægen.

Hvis plejehjemmets eller bostedets faste læge har åbent for tilmelding af nye patienter, eller du ønsker at vælge en anden læge end den fast tilknyttede plejehjemslæge, kan du vælge læge digitalt her på borger.dk.

Du skal skifte læge digitalt, og du kan skifte læge digitalt for dine børn, indtil de fylder 15 år.

Børn under 15 år har som udgangspunkt samme læge/klinik som deres forældre (eller værge).

Har I som forældre fælles forældremyndighed og fælles bopæl, men hver jeres læge/klinik, kan I selv beslutte, hvilken af disse læger/klinikker jeres barn skal være tilmeldt.

Hvis I har hver jeres bopæl, har børnene som hovedregel samme læge som den af jer, hvor børnene er bopælsregistreret.

Når du fylder 15 år, kan du vælge en anden læge, end den dine forældre har valgt til dig.

  • Det er gratis at skifte læge fra den dag i måneden, du fylder 15 år, og i 60 dage efter. Herefter koster det 225 kr. (2024)
  • Du skal have MitID for at skifte læge.

Det er gratis at skifte læge, hvis:

  • din nuværende læge lukker sin praksis
  • din nuværende læges praksis deles i flere
  • du skifter læge i forbindelse med en flytning
  • du bliver 15 år og ønsker at skifte læge

Ellers koster det 225 kr. (2024) at skifte læge.

Gratis lægeskift er først gennemført, når du har fået information via eBoks eller fysisk brev fra region eller kommune om lægeskiftet. 

NemSMS er en service til dig, så du ikke glemmer dine aftaler med det offentlige.

Tilmeld dig NemSMS

Det er gratis at tilmelde sig og modtage NemSMS. Du tilmelder dig ved at logge på Digital Post under Menu og Tilmelding. Her finder du NemSMS. Ved tilmeldingen skal du skrive dit mobiltelefonnummer og acceptere vilkårene.

Når du accepterer vilkårene, giver du tilladelse til, at alle offentlige myndigheder, der anvender NemSMS, kan sende dig sms-påmindelser – fx forud for en undersøgelse på et hospital. Nogle hospitalsafdelinger kan desuden tilbyde at oprette dig som NemSMS-modtager.

Læs mere om, hvordan du bruger NemSMS

På sundhed.dk kan du finde de praktiserende læger i Danmark, som du kan vælge, og bl.a. se:

  • lægens træffetider
  • lægens køn og alder
  • om lægen tager imod nye patienter
  • hvilke læger der ligger tættest på din adresse
  • om der er handicapvenlige adgangsforhold
  • lægens tilbud om elektronisk konsultation, tidsbestilling og receptfornyelse
  • på sundhed.dk finder du også øvrige behandlere i det offentlige sundhedsvæsen, fx fodterapeuter, ergo- og fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger, tandplejere med flere.

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen.

Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003. Oplysningerne er tilgængelige ca. 2 måneder efter behandlingen.

Indhold leveret af Borger.dk
Den Digitale Hotline

Brug for hjælp til selvbetjening?

Telefontid 09.00 - 13.00

Borgerservice
Springvandspladsen 5
9800 Hjørring