Uanset hvor du er i processen, er der hjælp at få. I Rusmiddelcenter Hjørring kan du få støtte til at arbejde med dit forbrug og de udfordringer, der følger med. Du behøver ikke have alle svarene, før du tager kontakt.
Har stoffer fået for stor betydning i din hverdag?
Måske påvirker dit forbrug af stoffer dit helbred, dine relationer eller din mulighed for at passe arbejde eller uddannelse. Måske ønsker du at stoppe, skære ned eller skabe mere stabilitet i din hverdag.
Læs mere
Hvem kan få stofbehandling?
Du kan få stofbehandling i Hjørring Kommune, hvis du er 18 år eller derover og har et forbrug af ulovlige eller afhængighedsskabende stoffer, som påvirker dit liv. Det kan være dit helbred, dine relationer, dit arbejde eller din mulighed for at klare hverdagen.
Hvis du har hjemmeboende børn under 18 år, vil vi også være opmærksomme på, om der er behov for yderligere hjælp og støtte til dig og din familie.
Hvordan kommer du i gang?
Hvis du ønsker hjælp til dit forbrug af stoffer, kan du kontakte Myndighed Rusmidler – Visitationen.
Vi taler med dig om dit forbrug af stoffer og om andre forhold i dit liv, der har betydning for din situation. Vi taler også om, hvad du ønsker at få ud af behandlingen.
Du får også tilbud om en gratis samtale med Rusmiddelcenter Hjørrings lægekonsulent, hvis du ønsker det.
Hvilken behandling kan du få?
Behandlingen bliver tilrettelagt ud fra dine behov og din livssituation. I Rusmiddelcenter Hjørring kan du blandt andet få individuelle samtaler, hvor du møder op uden at bo på behandlingsstedet. Det kaldes ambulant behandling. Du kan også få dagbehandling, hvor du deltager i en gruppe.
I særlige situationer kan døgnbehandling også komme på tale, hvis dit behandlingsbehov ikke kan imødekommes gennem de ambulante tilbud.
Individuelle samtaler
I den ambulante individuelle behandling mødes du med en behandler, hvor I sammen arbejder med de udfordringer, der hænger sammen med dit forbrug af stoffer.
Samtalerne ligger som regel 1-2 gange om ugen og varer typisk 45-50 minutter. Hyppighed og varighed kan tilpasses efter dit behov.
Behandlingen tager udgangspunkt i din situation og de mål, I sammen arbejder hen imod.
Hvis det vurderes relevant, og du ønsker det, kan dine pårørende blive inddraget i behandlingsforløbet.
Dagbehandling
Dagbehandling kan være relevant, hvis du har brug for et mere omfattende forløb og gerne vil arbejde med din situation sammen med andre.
I dagbehandling mødes borgerne i grupper 3-4 gange om ugen i 3-4 timer ad gangen.
Indholdet veksler mellem undervisning, samtaler i gruppen og aktiviteter.
Medicinsk behandling
Hvis du har et behandlingskrævende stofproblem, bliver du tilbudt en samtale med Rusmiddelcenter Hjørrings lægekonsulent. Her kan I tale om forhold, der har betydning for dit fysiske, psykiske og sociale helbred.
Hvis du har udviklet afhængighed af opioider, kan substitutionsbehandling være en mulighed efter en lægefaglig vurdering.
Substitutionsbehandling er medicin, der erstatter det opioid, du er blevet afhængig af. Formålet er blandt andet at mindske abstinenser og trang, forebygge overdosis og skabe større stabilitet i hverdagen.
Anonym rådgivning og behandling
Hvis du har spørgsmål eller er bekymret for dit forbrug af stoffer, kan du få professionel, anonym rådgivning og vejledning.
Du har også mulighed for anonym stofbehandling. Det er et tilbud til dig, der ønsker hjælp til at ændre dit forbrug uden at oplyse dit navn.
Anonym behandling foregår ambulant og kan både være individuel og gruppebaseret. For at benytte tilbuddet må du ikke samtidig modtage støtte efter serviceloven.
Hvis du ønsker anonym stofbehandling, kan du kontakte Rusmiddelcenter Hjørring på 41 93 69 93.
Døgnbehandling
I særlige situationer kan døgnbehandling være en mulighed, hvis du har flere udfordringer, der gør din situation så sammensat, at Rusmiddelcenter Hjørrings ambulante tilbud ikke kan give dig den behandling, du har brug for. Ambulante tilbud er behandling, hvor du møder op uden at bo på behandlingsstedet.
Hvis du søger om døgnbehandling, vil der være et afklarende forløb med op til fem samtaler. Her ser vi nærmere på din sociale situation og dit behandlingsbehov.
Døgnbehandling foregår på godkendte eksterne behandlingssteder. Behandlingen er gratis, men der kan efter en konkret vurdering være egenbetaling til kost og logi.
Andre tilbud og støtte
Der findes også andre tilbud, som kan støtte dig i forbindelse med eller efter et behandlingsforløb:
- Vejlederteamet: En vejleder kan efter behov støtte dig med socialpædagogiske forhold i tilknytning til behandlingen.
- NADA og mindfulness: Et gruppebaseret tilbud i Rusmiddelcenter Hjørrings lokaler mandage kl. 13.30-14.30.
- Café Netværket: Et uformelt fællesskab for voksne, der er i eller har afsluttet behandling. Caféen holder til i Det Røde Hus, Dronningensgade 31 i Hjørring, og har åbent torsdage kl. 14.30-16.30.
- Boosterforløb: Efter individuel behandling eller dagbehandling tilbydes tre individuelle efterbehandlingssamtaler inden for seks måneder.
- Pårørendesamtale: Dine pårørende har mulighed for en samtale med en af Rusmiddelcenter Hjørrings behandlere.
Hvad koster behandlingen, og hvor hurtigt kan du få hjælp?
Stofbehandling er gratis.
Du har som udgangspunkt ret til at få tilbud om behandling senest 14 dage efter, at du første gang har henvendt dig med ønske om behandling.
Behandlingens indhold og omfang bliver tilpasset dine behov. Der følges op på behandlingen efter behov og mindst hver tredje måned.
Du har mulighed for frit valg mellem offentlige og godkendte private behandlingstilbud, der svarer til det tilbud, du er visiteret til.
Kontakt
Hvis du ønsker hjælp til dit forbrug af stoffer eller vil høre mere om dine muligheder, kan du kontakte:
Myndighed Rusmidler – Visitationen
72 33 50 70
Hvis du ønsker at høre om anonym stofbehandling, kan du kontakte:
Rusmiddelcenter Hjørring
41 93 69 93
.png)