Vi foretager en konkret og individuel vurdering af dit behov – både ved opstart og ved opfølgninger minimum hver tredje måned.
Behandlingstilbuddet tilrettelægges efter dine behov og livssituation, og kan både indeholde henholdsvis visiterede og uvisiterede tilbud.
Udgangspunktet for behandlingsindsatsen i Hjørring Kommune er altid, at borgeren skal hjælpes i sit nærmiljø, med behandling i Rusmiddelcenter Hjørring.
Rusmiddelcenter Hjørring tilbyder ambulant individuel behandling og gruppebaseret dagbehandling.
De visiterede tilbud kan være:
- Ambulant individuel behandling
- Dagbehandling - gruppebaseret og individuel
- Døgnbehandling
Ambulant individuel behandling
Individuelle samtaler er et tilbud målrettet borgere i misbrug, som ønsker at arbejde med deres problematikker i den henseende.
Borgeren kommer som oftest til samtale 1-2 gange om ugen, afhængig af behov. Varigheden af den enkelte samtale er 45-50 minutter, men kan variere efter behov.
Indholdet i disse individuelle samtaler er at arbejde helhedsorienteret med borgerens misbrugsrelaterede problematikker.
Pårørende kan inddrages i forløbet, hvis det vurderes hensigtsmæssigt og borgeren ønsker det.
Dagbehandling – gruppebaseret og individuel
Dagbehandling er et tilbud målrettet borgere, der gerne vil have et bredere perspektiv på deres individuelle behandling.
I dagbehandling mødes borgerne i grupper 3-4 gange ugentligt á 3-4 timers varighed pr. gang.
Indholdet veksler mellem undervisning, gruppedrøftelse og aktiviteter.
Døgnbehandling
Der kan i særlige situationer bevilges døgnbehandling til borgere, der har et omfattende og komplekst misbrug, hvor behandlingsbehovet ikke kan imødekommes via de ambulante tilbud i Rusmiddelcenter Hjørring.
Borgere der ansøger om døgnbehandling, bevilges et forbehandlingsforløb, som indeholder op til 5 afklarende samtaler. Formålet er at få belyst borgerens sociale situation og behandlingsbehov bedst muligt.
Behandlingen af stofmisbrug er gratis. Der kan dog efter nærmere vurdering være egenbetaling i forbindelse med døgnbehandling i form af udgifter til kost og logi jf. bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006 om betaling af botilbud m.v.
Koordinering af indsatsen
For alle behandlingstilbud gælder, at indsatsen koordineres med relevante samarbejdspartnere, fx Jobcenteret, som kan medvirke til opfølgning på indsats, forebyggelse af tilbagefald, social kontakt m.v., så du kan bevare eller genvinde tilknytning til arbejdsmarkedet og få støtte til at finde alternativer til stofmisbruget.
De uvisiterede tilbud kan fx være:
- Vejlederteamet
- NADA/mindfulness
- Café Netværket
- Boosterforløb
- Pårørendesamtale
Vejlederteamet
For at understøtte behandlingen i Rusmiddelcenter Hjørring kan der efter behov tilknyttes en vejleder, som kan yde socialpædagogisk støtte i tilknytning til behandlingen.
NADA/mindfulness
Et gruppebaseret tilbud som foregår i Rusmiddelcenter Hjørrings lokaler på mandage i tidsrummet 13.30 – 14.30.
Café Netværket
Er et uformelt frirum, som er målrettet voksne borgere, der enten er i, eller har afsluttet misbrugsbehandling. Café Netværket holder til i ”Det Røde Hus” i Dronningensgade 31 i Hjørring, og har åbent torsdage i tidsrummet 14.30 – 16.30.
Boosterforløb
Der tilbydes tre individuelle efterbehandlingssamtaler med misbrugsbehandler i løbet af seks måneder efter endt individuel behandling eller dagbehandling.
Formålet er at sikre borgerens fortsatte motivation for en misbrugsfri tilværelse.
Pårørendesamtale
Pårørende til borgere med en misbrugsproblematik, har mulighed for en samtale med en af Rusmiddelcenter Hjørrings behandlere.
Øvrige indsatser
Lægesamtale
Borgere, der henvender sig med et behandlingskrævende stofmisbrug, tilbydes en samtale med Rusmiddelcenter Hjørrings lægekonsulent om fysiske, psykiske eller sociale forhold.
Samtalen finder sted hurtigst muligt og senest 14 dage efter, at borgeren har anmodet om misbrugsbehandling.
Substitutionsbehandling efter Sundhedslovens § 142
Borgere som har udviklet afhængighed af opioider, har efter en lægefaglig vurdering mulighed for substitutionsbehandling.
Substitutionsbehandling er medicin, der erstatter det opioid, der er udviklet afhængighed af. Formålet er at mindske abstinenser og trang, forebygge overdosis og skabe stabilitet i borgerens hverdag.
Anonym rådgivning og vejledning
Borgere, der har spørgsmål, bekymringer eller behov for oplysninger om rusmiddelforbrug eller misbrugsbehandling kan få professionel, anonym rådgivning og vejledning med mulighed for forlængelse.
Anonym behandling
Anonym behandling af stofmisbrug er et tilbud til dig, der ønsker hjælp til at ændre et stofmisbrug uden at oplyse dit navn. For at benytte tilbuddet må du ikke samtidig modtage støtte efter afsnit V i serviceloven (støtte til voksne).
Anonym behandling vil altid være ambulant og tilbydes både individuelt og gruppebaseret.
Hvis du ønsker anonym behandling af stofmisbrug, kan du henvende dig telefonisk til Rusmiddelcenter Hjørring på 41 93 69 93.
Frit valg
Du har ret til frit valg mellem offentlige behandlingstilbud og private behandlingstilbud, der svarer til det, du er visiteret til af Hjørring Kommune. Valget skal være i overensstemmelse med den udredning og bevilling af behandlingstilbud, der ligger til grund for behandlingen.
Du har kun frit valg på behandlingstilbud, der er registreret og godkendt i Tilbudsportalen.
Hvis du er borger i en anden kommune, og ønsker du at benytte frit valg, skal du selv sørge for at have en bevilling og udredning med fra din egen kommune.
Du skal henvende dig direkte til Rusmiddelcenter Hjørring på telefon 7233 5070 for opstart af behandling.