Fredningerne dækker alt fra små kirkebeskyttelseszoner til store naturområder.
For hvert af de fredede områder findes en fredningskendelse, der beskriver området og fastlægger krav til bebyggelse, naturpleje, benyttelse af arealerne mm.
Flere af særligt de ældre fredningskendelser beskriver også de forhandlinger, der har været mellem lodsejere og fredningsnævn.
Det giver et interessant, historisk tilbageblik til den tid, hvor sommerhusbyggeriet for alvor begyndte at præge kommunens kystområder.
Netop de ældste fredninger er ofte landskabsfredninger, der forhindrer etablering af nye sommerhusområder eller forsøger at bevare særligt flotte udsigter.
Senere fredninger tager i højere grad hensyn til bestemte naturtyper og adgang til naturen.
Fx ved at beskytte gamle løvskove, heder eller rigkær med særlige plejehensyn, og samtidig fastlægge stisystemer og offentlig adgang
Fredningskendelserne forpligtiger kommunen til at udføre naturpleje i de fredede områder.
Naturplejen er et redskab til at sikre, at områdernes naturtyper bevares eller forbedres.
Naturplejen er i langt de fleste tilfælde et samarbejde mellem kommunen, lodsejere og landmænd, og er typisk afgræsning, høslet eller rydning af opvækst.