I Hjørring Kommune arbejder vi for, at alle børn og unge har ret til en tryg opvækst, hvor de kan trives, udvikle sig og deltage i fællesskaber. Vold og seksuelle overgreb har alvorlige konsekvenser for børn og unges trivsel, udvikling og sundhed. Derfor er det vigtigt, at fagprofessionelle reagerer tidligt og handler relevant ved bekymring, mistanke eller viden om overgreb.
Dette beredskab beskriver den fælles faglige ramme for forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering af sager om vold og seksuelle overgreb, herunder fysisk- og psykisk vold, seksuelle overgreb, overværelse af vold og digitale overgreb.
Formålet med beredskabet er at sikre, at medarbejdere og ledere har den nødvendige viden og de rette handlemuligheder til at forebygge, opspore og håndtere sager om vold og seksuelle overgreb. Beredskabet bidrager til en ensartet, koordineret og fagligt kvalificeret indsats på tværs af kommunen.
Barnets sikkerhed, trivsel, perspektiv og fortælling er central gennem hele forløbet. Derfor er det også gennemgående i beredskabet, at fagprofessionelle gerne må tale med barnet eller den unge ved bekymring, mistanke eller viden om overgreb. Der skal dog tages hensyn til politiets og myndighedernes videre arbejde.
De konkrete handleveje ved bekymring, mistanke eller viden om overgreb findes i de digitale actioncards, som giver hurtig adgang til relevant vejledning.
Beredskabet henvender sig som udgangspunkt til ledere og medarbejdere i Hjørring Kommune, der arbejder med eller har kontakt til børn og unge under 18 år, herunder medarbejdere og ledere i dagpleje, dagtilbud, skoler, SFO'er, klubber, sundhedspleje, tandpleje, PPR, myndighedsområdet, behandlingstilbud, børne- og ungehjem og plejefamilier.
Relaterede beredskaber
Beredskab om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter
Handleplan for digitale krænkelser (chikane og trusler online), SSP Hjørring
.png)