Multifunktionel jordfordeling

Hjørring Kommune har sammen med LandboNord og Landbrugsstyrelsen sat gang i et spændende projekt med multifunktionel jordfordeling i et større område nordøst for Hjørring.

Formålet med projektet er at få samlet landbrugsjorden mere hensigtsmæssigt for de deltagende landbrugsejendomme. Samtidig skaber vi mulighed for at tage landbrugsarealer ud til samfundsmæssige interesser.

Du kan se projektområdet på webkortet herunder.

Klik på pilen i øverste venstre hjørne - når du klikker på Signaturforklaring kan du få vist, hvad de forskellige markeringer på kortet angiver.

Ved at klikke på de enkelte figurer, kan du se hvad projektet indebærer i det pågældende område.

Vær opmærksom på, at ingen af figurerne har en endelig afgrænsning. Jordfordeling sker udelukkede på frivillig basis, og de endelige afgrænsninger sker derfor først i det øjeblik, at der er indgået konkrete aftaler med lodsejeren.

Projektet ved Bjergby, Astrup og Slotsved Skov er et samarbejde mellem lokale lodsejere og LandboNord, Hjørring Vandselskab og Hjørring kommune.

I projektet indgår en vandløbsrestaurering. Dele af åen, som i dag er rørlagt, skal fritlægges, og der skal plantes træer langs åen. Det forbedrer de fysiske forhold i åen, fordi træerne skygger for vandplanterne, som vil vokse mindre, når de får mindre lys.

Omkring 26 ha ny skov skal være med til at beskytte grundvandet og reducere drivhusgasser fra området. Når jorden ikke længere bliver dyrket, mindskes udledningen af CO2 fra jorden, og samtidigt vil  træerne binde CO2 fra luften. Grundvandet vil ligeledes blive beskyttet gennem omlægning af ca. 90 ha landbrugsarealer til naturarealer, hvor man ikke må sprøjte og gøde jorden.

Ved vandløbsrestaurering, skabelsen af ny og sammenhængende natur og forbedret pleje af eksisterende naturarealer i området vil man med projektet opnå positive effekter på natur og biodiversitet. Planen er at lave målrettede tiltag for de særlige rødlistede plante- og dyrearter, og arealerne skal plejes ved ekstensiv afgræsning og/eller høslæt af arealerne.

Et andet element i projektet, er at udvide eksisterende ridestier og mountainbikeruter, ligesom det nuværende stisystem skal forbindes til nye stier. Langs stierne ønsker Hjørring Kommune at skabe informationspunkter med information omkring naturen, landskabet og kulturhistorien til glæde for folk, der færdes i området.

Landdistriktsudvikling er et vigtigt nøgleord for projektet, hvor naturen og friluftsaktiviteterne skal være med til at knytte områdets landsbyer sammen, øge adgangen til naturen og styrke fællesskabet i området.

Projektet giver også mulighed for, at økologiske bedrifter i området kan udvikle og udvide deres virksomhed ved at øge det økologisk areal. Projektet skal også være med til at forbedre arronderingen af landbrugsejendomme generelt i området ved bl.a. at samle produktionsarealer i større rationelle blokke eller på placeringer, der giver bedre værdi for landbrugsbedriften.

Som opstart på jordfordelingen var jordejere i området inviteret til et lodsejermøde mandag den 14. marts i Astrup Borger- og Forsamlingshus.

På opstartsmødet hørte omkring 70 interesserede lodsejere mere om projektet, og jordfordelingsplanlæggere fra Landbrugsstyrelsen fortalte om, hvordan jordfordeling foregår.

Du kan se præsentationerne fra mødet her:

  • Præsentation fra Hjørring Kommune
  • Præsentation fra Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen begynder nu at besøge lodsejere i området, til en snak om hvilke interesser den enkelte lodsejer kan have.

Nedenfor ses en generel tidslinje for en jordfordelingsproces.

Projektet nordøst for Hjørring er lige nu i Planlægningsfasen.

Tidslinje for multifunktionel jordfordeling

 

Jordfordeling er et puslespil mellem et områdes lodsejere, hvor deltagerne køber og sælger jord med hinanden samtidigt.

Jordfordelingen er frivillig at deltage i, og der kan således ikke ske arealændringer medmindre lodsejerne er med på ideen.

Læs mere om jordfordeling generelt her

Multifunktionel jordfordeling er et redskab, hvor man anvender jordfordeling til at sammentænke landbrugsproduktion med bl.a. biodiversitet, drivhusgasreduktion, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv samt landdistriktsudvikling.

I en multifunktionel jordfordeling handler det om at tage et eller flere tidligere landbrugsarealer ud af drift for bl.a. at give plads til naturen, forbedre miljøets tilstand og give borgerne adgang til flere oplevelser i det åbne land.

Resultatet bliver, at lodsejerne, der lader jord gå ud af drift, får tilbudt landbrugsjord i erstatning, og for alle deltagende lodsejere er målet at samle deres marker i større blokke eller på placeringer, så det giver god mening for deres bedrift. 

Læs mere om multifunktionel jordfordeling

Lodsejere til opstartsmøde for jordfordelingsprojektet i Astrup

Lodsejerudvalg

14. marts blev der afholdt opstartsmøde for lodsejere.

Se oplæg fra Hjørring Kommune her

Se oplæg fra Landbrugsstyrelsen her

På lodsejermødet blev der nedsat et lodsejerudvalg.

Lodsejerudvalget skal bistå jordfordelingsplanlæggeren, dels med vurderingsforretningen dels med lokalkendskab og planlægningsprocessen.

Lodsejerudvalget består af:

  • Palle Joest Andersen
  • Søren Larsen
  • Jonas Ellitsgaard Jensen
  • Christian Klit
  • Jens Peter Lunden
  • Carsten Olesen
  • Jens Lyhne Kristiansen, Landbonord

Fra Landbrugsstyrelsen fungerer Agronom, Kristian Eg Gadegaard som vurderingsmand

Der gennemføres vurderingsforretning mandag d. 28. marts, hvor det er målet at få vurderet de arealer, som indgår i de forskellige projektelementer.

Du kan se projektelementer på kortet længere oppe på siden.

Hvis du ønsker at deltage i jordfordelingen, kan du udfylde formularen herunder med dine oplysninger om ejendom, ønsker og kontaktoplysninger.

Du vil så efterfølgende blive kontaktet af Landbrugsstyrelsens jordfordelingsplanlæggere.

Alternativt kan du tage direkte kontakt til enten Landbrugsstyrelsen, LandboNord eller Hjørring Kommune.

Gå til tilmeldingssiden her

Kontakt

Hjørring Kommune
Jens Pedersen
Anders Rahbek Jensen
Landbrugsstyrelsen
Mads Kold
Jens Østergaard Groot
LandboNord
Søren Greve Olesen

Vil du være med?

Gå til tilmeldingssiden her

Alternativt kan du kontakte enten Hjørring Kommune, Landbrugsstyrelsen eller LandboNord.