Hjørring Kommunes Digitaliseringsstrategi 2030

Forord 

I Hjørring Kommune er vi stolte af vores evne til at levere velfærd og service af høj kvalitet til borgere, erhverv og foreninger.

Vi står et godt sted i dag – og vi ved, at fremtiden bringer nye digitale krav, -forandringer og -muligheder. Det kræver, at vi ikke blot tilpasser os, men udvikler os og aktivt udnytter digitale teknologiers potentialer til at styrke vores løsning af kerneopgaven.

For at forenkle og fremme nytænkning i den måde, vi varetager kerneopgaven på, er digitaliseringsstrategiens hovedformål at understøtte hele kommunen med bedre og tidssvarende brug af digitalisering og teknologi.

Digitaliseringsstrategien skal bl.a. adressere den demografiske udvikling, som medfører betydelige kapacitets- og kompetenceudfordringer de kommende år og som påvirker vores evne til at opretholde og udvikle velfærden. Hjørring Kommunes HR-strategi adresserer også denne udfordring, men den kan ikke stå alene. Digitaliseringsstrategien supplerer HR-strategien ved at pege på, hvor data, teknologi og digitalisering med forenkling og nytænkning kan frigøre ressourcer og understøtte nye arbejdsgange i varetagelse af kerneopgaven.

Hver forvaltning og stabsfunktion har sine egne faglige strategier, særlige behov og arbejdsgange. Derfor skal digitaliseringsstrategiens indsatser tilpasses til den lokale kontekst. For at sikre at strategien skaber værdi og bliver en integreret del af varetagelse af kerneopgaven, er det nødvendigt, at fagfaglighed, ledelsesfaglighed og digitaliseringsfaglighed bringes tættere sammen, når vi forenkler og nytænker den måde, vi varetager kerneopgaven på.

I Hjørring Kommune fastholder vi, at digitalisering ikke er et mål i sig selv, men et middel til at understøtte og udvikle vores kerneopgave. Digitaliseringsstrategien skal sikre, at vi anvender digitalisering dér, hvor det skaber mest værdi, samtidig med at vi fastholder fokus på kvalitet og nærhed i mødet med borgere, erhverv og foreninger. Hvis digitalisering ikke tilfører værdi, så vælger vi andre løsninger.

Med digitaliseringsstrategien sætter Hjørring Kommune en tydelig retning for, hvordan data, digitalisering og teknologiske potentialer kan udnyttes til at forenkle processer og fremme nytænkning – og ikke mindst styrke vores ansattes digitale kompetencer – alt sammen med det formål at sikre
moderne og effektiv velfærd og service til borgere, erhverv og foreninger.

Strategiens succeskriterie er, at øget og klog brug af digitalisering skaber en reel værdi på tværs af hele Hjørring Kommune.

Direktionen, den 11. juni 2025.

 

Strategiens tre pejlemærker

Strategien bygger på tre langsigtede pejlemærker, som udgør de overordnede mål for strategiens indsatser. Pejlemærkerne er styrende for de indsatser, der igangsættes frem mod 2030.

Pejlemærke 1

Vi digitaliserer til gavn for borgere, erhverv og foreninger

Vi gør hverdagen enklere for borgere, erhverv og foreninger ved at sikre, at dem, der kan og vil, vælger digitale løsninger og selvbetjening. Vores digitale løsninger skal være brugervenlige, tilgængelige, sikre og attraktive. Det muliggør optimal anvendelse af tid og ressourcer til bl.a. at yde personlig hjælp til
dem, der har behov for det. Samtidig sikrer vi, at der fortsat er tilgængelige alternativer, så alle kan få den nødvendige service og støtte.

Pejlemærke 2

Vi er godt rustet til den digitale udvikling

Vi arbejder strategisk med digital kompetenceudvikling, så alle ledere og medarbejdere har tilstrækkelige digitale kompetencer. Når vi digitaliserer, er det kompetent, meningsfuldt og målrettet – vi vælger digitalisering til, når den skaber værdi, og fra, når den ikke gør.

Vi udnytter vores IT-systemer optimalt og bæredygtigt ved at sikre bedst mulig udnyttelse af vores eksisterende digitale løsninger, så de i højere grad understøtter arbejdet med kerneopgaven og frigør
ressourcer til andre opgaver.

Vi arbejder med digitalisering i balance. Det betyder, at vi nøje vurderer ressourcer, effekt og behov, og prioriterer den digitale omstilling, hvor kommunen samlet set får mest værdi. Digital omstilling er ikke et mål i sig selv, men et værktøj til at sikre en effektiv balance mellem opgaver og ressourcer i dag og i fremtiden.

Pejlemærke 3

Vi udvikler digitale løsninger i samspil med omverdenen

Vi udvikler digitalisering i tæt samspil med vores omverden. Borgere, erhvervsliv, foreninger, civilsamfund og andre offentlige aktører er centrale medspillere i udviklingen af løsninger, der er relevante, attraktive og skaber værdi for kommunen og brugere. Vi ser digitalisering som en fælles opgave – og når det er relevant, så skal ansvar og muligheder fordeles på tværs af sektorer.

Civilsamfundets rolle i den digitale udvikling – særligt omkring digital inklusion – anerkendes som en strategisk ressource. F.eks. skal samarbejde med pårørende, frivillige og organisationer være en naturlige del af vores tilgang til at sikre lige adgang til velfærd og service.

Vi lægger vægt på, at nationale krav og strategier skal kobles til vores lokale prioriteringer, og at vores digitale investeringer målrettes dér, hvor effekten samlet set er størst. Vi anser samarbejde omkring kommunale og statslige initiativer som strategiske løftestænger for vores lokale udvikling.

Strategiens fire spor

Med udgangspunkt i pejlemærkernes mål indeholder strategien fire handlingsanvisende spor, som rummer en række indsatser, der bidrager til den samlede realisering af strategien. Sporene supplerer hinanden med forskellige overlap og synergier, da hver indsats kan understøtte mere end ét spor. Der arbejdes kontinuerligt med en række af indsatser, som skiftes ind og ud over tid, som realiseringen af strategien skrider frem. Det sker ud fra en løbende vurdering af, hvad der er relevant, aktuelt og virksomt.

Vi prioriter digitalisering, der skaber værdi i praksis og frigiver tid til kerneopgaven.

Gennem kortlægning af relevante arbejdsgange og administrative processer målrettes brugen af automatisering og AI, så vi udvikler digitale løsninger, der effektiviserer og i nogle tilfælde ændrer måden, vi løser kerneopgaven på – begge med gevinster i både tid og kvalitet.

Det sikres, at digitalisering tænkes helhedsorienteret, så anskaffelse og implementering sker professionelt og med fokus på løsninger, der er sikre, tidssvarende og understøtter kerneopgaven.

Ved anskaffelse af nye systemer stilles klare krav til brugervenlighed og funktionalitet, så løsningerne skaber værdi for medarbejdere og ledere – og i sidste ende for hele kommunen.

Vi styrker de digitale færdigheder hos kommunens ansatte gennem målrettet kompetenceudvikling og struktureret onboarding.

Alle medarbejdere og ledere skal være godt klædt på til at anvende teknologi effektivt og meningsfuldt i deres arbejde. Der gennemføres en modenhedsanalyse, som danner grundlag for den fremadrettede kompetenceudvikling blandt ledere og medarbejdere. Kompetenceudvikling kan blandt andet omfatte åbne værksteder og workshops med fokus på ibrugtagning af eksisterende IT-systemer eller nye teknologier, samt målrettede udviklingsforløb blandt ledere og nøglemedarbejdere.

Onboarding af nye medarbejdere struktureres og der sikres målrettet vidensdeling og kompetenceudvikling, så digitale løsninger hurtigt bliver en naturlig del af arbejdet for den enkelte.

Digitale ledelseskompetencer styrkes systematisk, og den brede kompetenceudvikling blandt ledere og nøglemedarbejdere understøttes bl.a. via e-læring, kurser, workshops og praksisnære læringsforløb.

Der arbejdes målrettet med at fremme en kultur, hvor nysgerrighed, kreativitet og åbenhed over for teknologi er en naturlig del af hverdagen. Deltagelse i tværfaglige netværk og samarbejder synliggøres og fremmes, så digital viden og inspiration kan spredes på tværs af organisationen.

Vi udvikler og implementerer digitale løsninger, der er meningsfulde og skaber værdi for borgere, virksomheder, foreninger og civilsamfund.

Der udvikles en eller flere modeller for, hvordan vi arbejder tæt sammen med borgere, erhverv, foreninger, civilsamfund og offentlige myndigheder for at sikre udvikling af attraktive, tilgængelige og brugervenlige digitale tilbud og løsninger.

Ved udvikling eller indkøb af digitale løsninger stiller vi krav til IT-leverandører om understøttelse af digital inklusion og tilgængelighed, så vi sikrer, at flest muligt, uanset deres fysiske eller teknologiske begrænsninger, kan bruge og navigere i de digitale løsninger.

Vi arbejder for sammenhængende digitalisering på sundhedsområdet, så borgernes oplevelse af sundhedsydelser bliver mere helhedsorienteret og koordineret – uanset sektor. Det kræver bl.a. fælles løsninger og datadeling, f.eks. gennem fælles portaler, digitale kommunikationsværktøjer og standardiserede arbejdsgange. Vi fokuserer på at udvikle fælles digitale forløb, automatisere processer og dataoverførsler og afklare roller og ansvar mellem sektorer, så vi sikrer høj kvalitet og minimerer unødig koordinering. Det frigiver ressourcer og skaber mere tid til den direkte indsats for borgerne.

Vi skaber en professionel og ensartet praksis for digitalisering i hele organisationen, der understøtter kerneopgaven og skaber værdi for borgere, erhverv, foreninger, samt kommunens ansatte.

Det eksisterende IT-landskab optimeres og forenkles. Der laves en analyse af eksisterende Itsystemlandskab mhp. vurdering af værdi og bidrag til kerneopgaven. Ensartede eller lavt værdiskabende løsninger identificeres og udfases, så ressourcerne målrettes de systemer, der reelt
understøtter kerneopgaveløsningen.

Fællesoffentlige og fælleskommunale digitaliseringsinitiativer kortlægges og tilpasses vores lokale behov, så de skaber synergi med og bidrager til Hjørring Kommunes lokale strategier.

Roller og ansvar for digitalisering udarbejdes på tværs af stabe og forvaltninger og tydeliggøres på tværs af ledelseskæden og blandt medarbejdere. Det skaber organisatorisk klarhed og effektivitet –
både internt og på tværs.

Digitaliseringsorganisationen er synlig og tilgængelig med klare opgave- og rollefordelinger, så ledere og medarbejdere nemt kan få støtte og sparring. Den nuværende supportstruktur analyseres og videreudvikles, herunder behovet for fagsystemsupport og muligheden for personlig hjælp.

Datainformeret ledelse styrkes gennem anvendelse af digital ledelsesinformation, AI og automatisering – med fokus på kvalificeret beslutningsstøtte, øget kvalitet og frigjort tid.

Digitaliseringsinitiativer – igangværende, kommende og afsluttede – gøres synlige og tilgængelige på tværs af organisationen. Det fremmer videndeling og understøtter strategisk samspil.