Slettingen Refugium

Refugiet er et sted hvor man kan fordybe sig i sit arbejde og drage inspiration fra omgivelserne.

I Slettingens andet passivhus er der opført et refugium med lejlighed og atelier. Formålet med dette er, at danske forskere, kunstnere, forfattere og andre kan fordybe sig i deres arbejde i de rolige og naturlige omgivelser.

Læs mere

Er du interesseret i at leje refugiet skal du skrive en ansøgning, hvor du begrunder, hvorfor du gerne vil benytte stedet samt hvad dit bidrag kan være til opholdet på Refugiet. Ansøgningerne vil løbende blive behandlet og den endelige udvælgelse foretages af et bedømmelsesudvalg.

I ansøgningen skal du fortælle lidt om, hvem du er, hvor lang tid du gerne vil opholde dig derude, hvilken periode opholde skal ligge samt hvorfor du gerne vil have et ophold på Slettingen. Vi ser gerne, at du vedlægger dit CV  til ansøgningen.

I din ansøgning skal der fremgå hvad dit bidrag til opholdet kan være, fx en malerudstilling på Slettingen, en koncert, et digt, en oplæsning mv. - det kan endvidere være en udstilling på vores lokale bibliotek. Har du brug for inspiration kan du kontakte Leder af Kultur- og Eventområdet Hjørring Kommune og Chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, som gerne hjælper med gode ideer og muligheder her i Hjørring Kommune.

Vi behandler ansøgningerne løbende. Din ansøgning bedes sendes til Lise-Lotte Jensen på mail llj@hjoerring.dk.

Såfremt at du skulle have spørgsmål, er du velkommen til at skrive eller ringe.

Vi ser frem til at høre fra dig.

  • Adresse er Slettingenvej 51, Nørlev, 9800 Hjørring.

  • Huset indeholder en gang, køkken i åben forbindelse med stuen. Soveværelse og badeværelse.1.salen er indrettet som atelier/ arbejdsværelse.

  • Der er en dobbeltseng i soveværelset og en sovesofa i stuen.

  • Der er dyner og puder til 4 personer.

  • Sengelinned, håndklæder og viskestykker, rengøringsmidler mv. medbringer lejer.

  • I huset er der vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, komfur og køle/fryseskab.

  • Der er 2 cykler til fri afbenyttelse.

  • Der er internet i huset.

  • Ingen Radio/TV.

  • Prisen for at leje huset er 1500 kr. pr. uge - prisen er inklusiv slutrengøring.

  • Det er ikke tilladt at medbringe husdyr

Slettingen Refugium

Slettingen Refugium

Slettingen Refugium

Natur

Refugiet og naturskolen ligger i indlandsklitten ude ved Nørlev Strand. Et fantastisk flot naturområde, hvor der er plads til fordybelse, ro og nogle flotte naturoplevelser. Vestkystruten snor sig forbi Slettingen.

Klik her og find naturoplevelser i området

Indkøb og Restaurant

Der er mulighed for at gøre sine indkøb i nærområdet. På Skallerup Seaside Resort er der både købmand, restaurant og pizzeria. I Lønstrup er der også indkøbsmuligheder, samt et bredt udvalg af restauranter og Take away. Hvis man gerne vil ind til en større by, for at gøre sine indkøb, er Hjørring den nærmeste større by, men Hirtshals er bestemt også et besøg værd. 

Transport

Kommer du med bil, se rutebeskrivelsen. Busrute 80 og 99 kører ud i nærheden af Slettingen, tjek rejseplanen. Der er også mulighed for at benytte flexbus og Taxa (DanTaxi tlf. 98 92 47 00).

Ideen omkring et Refugium var, at man gerne vil have et sted, hvor der er plads til fordybelse og et ønske om at fremme kultur, natur, forskning og undervisning generelt i kommunen.

Idéen til refugiet kom frem under møderne med interessenter i 2010-11. Oprindeligt var det kun meningen, at der skulle laves en naturskole og en udstilling, men især fra kunstnermiljøet omkring Lønstrup var der et ønske om et refugium.

I projektbeskrivelsen blev der derfor beskrevet et refugium, der skulle bruges både af forskere, kunstnere og til specielle arrangementer fra kommunen. Beskrivelsen dannede grundlag for ansøgninger til Grøn Vækst, Friluftsrådet, Lokale Grønne Partnerskaber og LAG, Vendsyssel. Det totale budget for både naturskole, udstilling og refugium var på 4.160.000 kr. Heraf gav kommunen 1,1 million og resten blev betalt af ovennævnte fonde.

Husets tilblivelse

Projektet blev udbudt i totalentreprisekonkurrence i begrænset licitation. Der blev til dette udbud udarbejdet en række kriterier, der skulle afgøre hvilket af de fem indbudte firmaer der bedst kunne løfte opgaven.

Tildelingskriteriet for opgaven var det økonomisk mest fordelagtige bud under hensyntagen til følgende underkriterier og deres indbyrdes vægtning:

  • Arkitektur og indretning 50 %
  • Funktionalitet 30 %
  • Tilbudt kvalitet og materialevalg  20 %

MJ Byg fra Brønderslev og Arkitektfirmaet Signatura blev valgt som rådgivere og totalentreprenører på opgaven, da projektet var bedst til at opfylde hovedparten af de ønsker man havde til en ny Naturskole og Refugium på Slettingen.

Arkitekturen der er valgt er levende og formgivet med respekt for det sted, de skal være en del af.

Der er gennemført differentiering i bygningsudtryk de to nye huse imellem – der er således taget afsæt både i muligheden for at få udsigt fra forskellig højde og at koble nyt og gammelt ved anvendelse af de samme byggematerialer og farver.

Forslaget opleves både i det ydre og det indre at være i tråd med naturomgivelser og de eksisterende bygninger og ikke mindst alle de tanker der ligger bag Gateway Slettingen.

Begrundelse i valget af projektet var også den store følsomhed i materialevalg til de nye bygninger og ikke mindst kobling til de eksisterende bygninger på grunden, som maskinhus og laden der nu huser naturudstillingen. Der er blandt genbrugt jernpladebeklædning på maskinhuset fra den store nedrevne hal og suppleret med FSC mærket træ som nye beklædninger på naturskolen og refugiet.

Indvielse af Slettingen

Den 12. juni 2015 blev Naturskolen og Refugiet ude på Slettingen indviet. En dejlig sommerdag med solskin og blå himmel. Rigtig mange interesserede borgere var mødt op, for at se, hvordan den nye Naturskole og Refugium var kommet til at se ud.

Der var taler af byrådsmedlem Jørgen Bing og Kasper Mårup Andersen, samt turistchef i Lønstrup Martin Herold og Hjørring Kommunes naturvejleder Laus Gro-Nielsen.

De første kunstnere var allerede flyttet ind i Refugiet, billedkunster Anita Houvenaeghel og violinist Karen Humle udførte musiske billeder, og hvor publikum var inviteret med ind i tilblivelsen af kunsten.

Belægning- hvor mange besøger Refugiet og hvem søger ophold

Efter indvielsen i 2015 var Refugiet udlejet 14 ud af 29 uger. I 2016 har belægningen været på 29 ud af 52 uger. Efter en lidt træg opstart i 2015 og 2016 er der i 2017 fuld belægning på nær 3 uger i oktober. Vi håber meget, at interessen for Refugiet vil være lige så stor fremadrettet.

Der har været god spredning på personer, der har ønsket et ophold. Det kan nævnes, at der har været lige fra kunstmalere, forfattere, komponister til PHD studerende.

Hilsen fra Lis Rejnert Jensen

 

Stilhed grusveje Jylland

Som rislen af evighed

Hører græs gro i pens rytme

 

Refugie bælgmørkt kun stilhed

Forstyrrer dig månen smiler sløret

Et åbent nu drømmer

Digt af Nete Krøll

 

  "Jeg vil bare lige sige tak for at jeg kunne få lov til at være i refugiet i 14 dage. Det var virkelig enormt skønt, og jeg nød hvert minut. Alle faciliteterne i huset var tip top, så jeg kan kun give maximum stjerner for det ophold!"

Flemming Borby

 

"Det var helt fantastisk at være Slettingen refugium. Rigtig stort TAK til Hjørring Kommue for at skabe dette sted, og tak for at jeg fik muligheden for at være der. Huset er så smukt og fint indrettet, det er en stor glæde at komme dertil. Arbejdsværelset ovenpå er et enestående sted for kunstnerisk fordybelse. Jeg tror ikke det findes bedre!"

"De første par dage brugte jeg til at cykle og gå rundt i den storslåede natur der omgiver refugiet. Skallerup Klit og indlandsklitter, Kærgård Strand, Tornby Klitplantage. Store landskaber!
Efter at jeg således havde bevæget mig rundt i omgivelsernes store linier og afstande, sad jeg de sidste af ugens dage ved bordet i arbejdværelset ovenpå og arbejdede med farveskitser med udsigten foran mig ud over det uspolerede landskab. Jeg har sjældent haft bedre mulighed for fordybelse. Der er en koncentreret ro i det arbejdsværelse.
Indimellem gik jeg udenfor og studerede helt uforstyrret farvevekslen i træer, blomster, græsser og himlen. Alt var jo lige der!"

"Jeg vil blot udtrykke min store glæde og taknemmelighed for opholdet i no where på Slettingen. Jeg har malet og malet og malet til jeg fik hold i nakken..og selv der kunne jeg ikke stoppe. Jeg troede jeg havde styr på hvad jeg ville men inspirationen overtog og jeg endte med at male "Mos og puddersne" samt "Bægerlav i Elverdalen" 
Jeg har kun mødt skønne mennesker fra landpost naboer og Sparudbringer. Der mødte ca. 20 op på en kold januar dag til åbent hus. Alle blev trakterede med vin og sager. Meget hyggeligt og informativt.
Jeg er nu løftet fra den mørke vinter i Aarhus og kan male videre på de 6 store værker der blev slået op."

Dorthe Gjerlov

 

"Slettingen gør virkelig noget godt for kreativiteten og de forstyrrelser, der måtte komme fra ræv og musvåge, giver kun fortællingerne en ekstra dimension :-)

En stor tak til Lise-Lotte, udvalget og Hjørring Kommune for at stille huset til rådighed!"

Viggo Steincke

 

"Tak for endnu et vidunderligt ophold i refugiet, hvor vi både har fået skrevet en masse og udforsket det forunderlige landskab i Nordjylland. Denne gang nåede vi både at opleve indian summer og efterårsstorm, at tage til Skagen og Ingstrup Bogby og meget mere.

De fire uger fløj af sted, og det var med vemod, at vi vendte hjem til storbyens larm. Jeg må indrømme, at vi begge har tabt vores hjerter til refugiet."

Ellen Holmboe og Henrik Einspor

 

Lyt til værk af organist Christian Præstholm

 

Akvareller af Fritze Lundstrøm:

     

 Komponist Christian Præstholm fortæller om sit seneste ophold

 Hilsen fra Annette Fuglsang, fotograf:

Hermed en stor tak til Hjørring Kommune og Jer for ophold i Slettingen Refugium – Det var FANTASTISK !

 En fantastisk kombination af arbejdsro, unikt land- og vandskab som nabo.

I mine natlige drømmer vender jeg fortsat tilbage . . .  til følelsen af frihed og flow til fordybelse i det, der opstår.

Omfanget og betydningen af det arbejde, jeg er kommet hjem med er jeg langt fra at have forstået. Derfor er det ikke muligt endnu at sætte ord på noget af det. Men videnen om at jeg vender tilbage, at jeg har mulighed for at gribe fotograferingen an på en anden måde, samme sted, i en anden årstid, er meget givende allerede nu.

Oplægget om mit fotografiske virke afstedkom fin dialog mellem Hjørring fotoklub og fotogruppen i Tversted.

Flere gav på aftenen udtryk for at have mod på fotografisk at arbejde med temaet relationer og det virkede som om grupperne kunne se mulighed for samarbejder på tværs af tilhørsforhold.

Aftalen for nu er, at jeg kontakter én fra hver gruppe, når mit næste ophold nærmer sig for sammen med dem at skabe rammer for en aften til dialog om de projekter, der har været eller er i gang.

 

Ring til Boligadministrationen

Ring til Lise-Lotte Jensen

72 33 65 86

 

Skriv til Boligadministrationen

Skriv til  Lise-Lotte Jensen

TMbolig@hjoerring.dk