Når du skal til at lede efter dit næste job i Hjørring, er der overordnet to ting, du kan gøre. Du kan lede efter dit drømmejob via de digitale medier, eller du kan henvende dig hos Jobformidlingen.
Hvordan Jobformidlingen ellers kan hjælpe dig, kommer vi mere ind på i fase 2.
Fordelen ved de digitale medier er blandt andet, at det er nemt for dig altid at se, hvilke aktuelle stillinger, der er til rådighed, uden du behøver at møde op hos Jobformidlingen. Omvendt ligger Jobformidlingen nogle gange inde med relevant insider-viden om den aktuelle jobsituation eller virksomhed, forklarer Kim Jakobsen, der er afdelingsleder for Jobformidlingsenheden.
”Der kan være nogle ikke-opslåede jobs, som vi kender gennem vores kontakt til virksomhederne, men ellers bruger virksomhederne de digitale medier. Det kan være Jobindex, Jobnet, Facebook eller LinkedIn,” fortæller Kim Jakobsen og fortsætter:
”Jobindex er den største platform. Det er her, der bliver slået flest konkrete jobs op. Jobnet har også mange jobs, men Jobindex har en smule flere.”
Ud over ovenstående platforme er her et par konkrete steder, du måske kan finde dit næste job:
Facebook-gruppe: Job i Nordjylland
Facebook-gruppe: Nyt job i Hjørring Kommune
Facebook-gruppe: Ledige jobs i Nordjylland
Hjørring Kommune: Ledige stillinger hos Hjørring Kommune
Workwithus.dk: Jobsøgemaskine