§ 56 Aftale

Aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager om refusion af løn eller dagpenge under sygdom efter sygedagpengelovens § 56

Man kan som arbejdsgiver indgå en aftale med medarbejderens opholdskommune om ret til refusion fra første sygedag, hvis medarbejderen opfylder beskæftigelseskravet i Sygedagpengelovens § 30.

 En sådan aftale kan indgås:

 - når lønmodtagerens sygdomsrisiko er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse og fraværet på grund af lidelsen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år,

- når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution og indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet, eller

- når arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før indlæggelsen eller behandlingen.

Aftalen kan indgås for 2 år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen. Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Blanketten DP 211 Aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager om refusion af løn eller dagpenge under sygdom skal udfyldes i forbindelse med ansøgning om § 56. Dette sker gennem selvbetjeningsløsningen på borger.dk.

Kommunens opfølgning

Kommunen skal løbende følge op, så længe du modtager sygedagpenge.

Oplysningsskema fra kommunen

Din arbejdsgiver skal som udgangspunkt give besked om dit sygefravær til kommunen, inden der er gået fem uger fra din første sygedag. Når kommunen er orienteret om din sygemelding, sætter den gang i forskellige ting, så du kan modtage sygedagpenge og få hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Kommunen sender et såkaldt oplysningsskema til dig i din e-boks, som du skal udfylde. Du skal udfylde oplysningsskemaet i den digitale løsning Mit Sygefravær. Du skal være opmærksom på, at oplysningsskemaet skal være udfyldt senest otte dage efter, at det er afsendt fra kommunen, med mindre du har aftalt noget andet med kommunen.  

Du skal bl.a. oplyse, hvor lang tid du forventer, at sygemeldingen vil vare, og du skal give dit bud på, om sygdommen påvirker din evne til at arbejde fremover. Kommunen bruger oplysningerne til at få den bedst mulige indsigt i din situation.

Lægeerklæring til brug for første opfølgning

Kommunen vil som led i indkaldelse til første opfølgningssamtale indhente en lægeerklæring. I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation.

Din læge skal også vurdere dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelle skånebehov, behandling og sygdommens forventede varighed. Din læge sender lægeerklæringen til kommunen, inden du skal til den første samtale hos kommunen. Formålet er også her, at din sagsbehandler klædes bedst muligt på til at kunne hjælpe dig.

Opfølgningssamtale i kommunen

Kommunen skal afholde opfølgningssamtale senest otte uger fra din første sygedag. Samtalen handler om, hvilken hjælp du skal have for at komme tilbage i arbejde. Du og din sagsbehandler fastlægger i fællesskab den konkrete indsats, der skal sættes i gang, herunder hvordan du kan vende tilbage til dit arbejde. Kommunen tager som udgangspunkt også kontakt til din arbejdsgiver som led i at støtte, at du vender tilbage til arbejdet. Kommunen kan også vælge at indkalde dig og din arbejdsgiver til en fælles samtale.

Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding for at støtte dig i at fastholde dit arbejde eller din tilknytning til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal altid være tilpasset din situation og helbredstilstand. 

Du kan kontakte jobcenteret i kommunen, hvis du vil vide mere om sygedagpenge og kommunens opfølgning.

Tidlig opfølgning ved langvarigt sygefravær - fast track

Du har mulighed for at få igangsat en tidlig opfølgning – fast track – hvis du forventer, at dit fravær kommer til at vare mere end otte uger.

Både du og din arbejdsgiver kan bede om en tidlig opfølgning. Ansøger din arbejdsgiver, skal du altid bekræfte, at du er interesseret i den tidlige opfølgning.

Er der søgt om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale senest to uger efter ansøgningen. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Jobafklaringsforløb

Du overgår til et jobafklaringsforløb, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering træffer afgørelse om, at din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges. I et jobafklaringsforløb modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau uden hensyn til, om du har formue eller en ægtefælle/samlever. Forløbet varer maksimalt to år, men det er muligt at indgå i et nyt jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Under et jobafklaringsforløb modtager du en individuelt tilpasset tværfaglig indsats fra kommunen.

Særlig aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager ved langvarig eller kronisk sygdom (§ 56 – aftale)

Din arbejdsgiver kan få refunderet udgifterne til sygedagpenge allerede  fra din første sygedag, hvis  du har en væsentligt forøget risiko for fravær på grund af en langvarig eller kronisk sygdom. Det kræver, at du og din arbejdsgiver indgår en særlig aftale, som kaldes en § 56-aftale.

I indgår aftalen ved at udfylde en blanket, som hedder dp 211. Aftalen kan indgås, når din risiko for fravær er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk sygdom, og fraværet vurderes at ville medføre mindst 10 fraværsdage inden for et år. I kan også indgå en aftale, hvis du skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus el.lign., og det var besluttet på ansættelsestidspunktet – eller hvis din arbejdsgiver allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 dage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før din indlæggelse eller behandling.

Når blanketten er udfyldt, skal den afleveres til kommunen. Kommunen skal godkende aftalen, før den er gyldig. Kommunen kan indhente en lægeerklæring for at vurdere, om du lever op til kravene.