Udtalelse vedrørende artikel i Nordjyske 5. oktober 2017

I forlængelse af artiklen ”10-årig kan hjælpes” bragt i Nordjyske 5. oktober 2017 har Hjørring Kommune 6. oktober modtaget et brev med følgende ordlyd fra Børne- og Socialministeriet:

Børne- og Socialministeriet er blevet opmærksom på, at det i artiklen, "10-årig kan hjælpes", bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 5. oktober 2017, indikeres, at Børne- og Socialministeriet skulle have udtalt sig om eller have taget stilling til en konkret sag.

For en god ordens skyld skal Børne- og Socialministeriet imidlertid påpege, at ministeriet ikke har udtalt sig om den konkrete sag, men alene vejledt generelt om servicelovens regler for anbringelser af børn og unge i netværket. Dette er helt i overensstemmelse med vanlig praksis, hvis borgere eller kommuner henvender sig til ministeriet.

Ministeriet har derfor ikke foretaget en vurdering af eller udtalt sig om kommunens faglige skøn i den konkrete sag, der henvises til i artiklen. Det er således Ankestyrelsen og domstolene, der har kompetencen til at efterprøve kommunernes afgørelser efter lov om social service på området for udsatte børn og unge.

I forlængelse af artiklen og brevet fra Børne- og Socialministeriet har Hjørring Kommune følgende supplerende bemærkninger:

Hjørring Kommune træffer afgørelser ud fra faglige vurderinger indenfor rammerne i lovgivningen.

Når Bruno Skibbild i artiklen fremfører at forvaltningen har sagt ”Vi følger Landsrettens dom.  Færdig, slut.” skal det bemærkes at Hjørring Kommune agerer med baggrund i afgørelser om, hvor forældremyndigheden er placeret. Placeringen af forældremyndigheden har betydning i forhold til, hvem der er barnets legale partsrepræsentant, og hvem der kan træffe beslutninger omkring barnet. Derfor har landsrettens dom betydning. Hjørring Kommune samarbejder derfor primært med forældremyndighedsindehaveren omkring barnet efter reglerne i bl.a. serviceloven, og inddrager den anden forælder i det omfang det er muligt inden for forældreansvarslovens og servicelovens rammer. 

Kommunen har et indgående kendskab til servicelovens regler. Alle børnesager i Hjørring Kommune gennemgår en socialfaglig vurdering, og de afgørelser der træffes efter serviceloven tager afsæt i denne vurdering.

Vi har til opgave at hjælpe borgerne ud fra den givne kontekst. Og hjælper også den 10-årige dreng. Vi kan og må ikke udtale os om hvordan.

Vi har fuld forståelse for at offentligheden kan stille sig undrende overfor sagen, men vi skal gøre opmærksom på at de der udtaler sig i pressen, herunder Bruno Skibbild, ikke har indsigt i den samlede kompleksitet i sagen, hvilket de heller ikke har mulighed for at få, da sådanne oplysninger jo naturligvis er tavshedsbelagte.

Med venlig hilsen

Tommy Christiansen
Kommunaldirektør

Se også udtalelsen fra gruppeformændene i Hjørring Byråd om sagen vedr. den anbragte 10-årige dreng