Udtalelse fra gruppeformændene i Hjørring Byråd om sagen vedr. den anbragte 10-årige dreng

Der har i de seneste måneder været massiv omtale i de lokale medier af en konkret sag vedrørende en anbragt 10-årig dreng. Det er nu nået til et punkt, hvor vi som gruppeformænd i Hjørring Byråd finder os nødsaget til at udtale os i sagen - af hensyn til barnet, medarbejderne i Hjørring Kommune, og de institutioner, kommunen samarbejder med omkring den anbragte dreng.

Som byrådsmedlemmer er vi altid meget tilbageholdende med at udtale os i børnesager, fordi vi er underlagt tavshedspligt. Der er altid et helt særligt behov for og fokus på at beskytte det barn eller unge menneske, som sagen handler om. Det betyder, at vi aldrig offentliggør eller kommenterer på oplysninger om et barns liv til medierne.

Børnesager er ofte komplicerede - med mange følelser og nuancer. Det er vores opfattelse, at mediernes dækning af den konkrete sag er kommet til at fremstå unuanceret og misvisende på grund af kommunens og Byrådets tavshedspligt. Det finder vi beklageligt.

I relation til den konkrete sag finder vi behov for at præcisere, at det er Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse i sager om forældremyndighed. Statsforvaltningens afgørelser kan indbringes for domstolene. I den konkrete sag har Landsretten truffet afgørelse i forældremyndighedsspørgsmålet, og det er således Landsrettens afgørelse, der har dannet grundlag for kommunens håndtering af sagen. Moderens advokat har arbejdet på at få forældremyndighedssagen genoptaget. Status herpå er, at Landsretten i denne uge har truffet afgørelse, som betyder, at forældremyndighedssagen ikke genoptages.

I de dele af den konkrete sag, hvor Hjørring Kommune er myndighed, kan kommunens afgørelser indbringes for Ankestyrelsen. I den konkrete sag har moderens advokat flere gange klaget over kommunens afgørelser om moderens samvær. Indtil videre har Ankestyrelsen stadfæstet kommunens afgørelser bl.a. afgørelsen om, at moderen alene kan have samvær 1 time om måneden. Kommunen vurderer løbende, om samværet skal ændres.

Ankestyrelsen kan også gå ind i en sag, hvis det antages, at en kommune i en sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets bedste. I den konkrete sag har moderens advokat to gange klaget til Ankestyrelsen over kommunens behandling af sagen. Ankestyrelsen har i den forbindelse anmodet om sagens dokumenter, og har efter en gennemgang af dokumenterne vurderet, at der ikke er grundlag for at gå videre med sagen.

I Børne- og Familieafdelingen i Hjørring Kommune arbejder kompetente og fagligt dygtige sagsbehandlere og jurister, der følger gældende lovgivning. Som gruppeformænd og medlemmer af Hjørring Byråd har vi fuld tillid til, at disse medarbejdere håndterer den konkrete sag fagligt og sagligt korrekt og til barnets bedste.

Det er vores opfattelse, at det bedste for den anbragte dreng vil være, at omgivelserne i den kommende tid giver drengen ro og udviser tillid til, at de professionelle omkring drengen, arbejder målrettet på at skabe de bedst mulige vilkår for drengens trivsel.

På vegne af Hjørring Byråd

Gruppeformand for Socialdemokraterne, Peter Duetoft
Gruppeformand for Venstre, Henrik Jørgensen
Gruppeformand for Konservative, Per Møller
Gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, Jørgen Bing
Gruppeformand for Lokallisten, Dan Andersen
Gruppeformand for Dansk Folkeparti, Per Hyldig
Gruppeformand for Liberal Alliance, Michael Vajhøj
Gruppeformand for Enhedslisten, Louise Bilde Hvelplund
Løsgænger, Steen Lindgren

Klik her og download udtalelsen i PDF-format

Udtalelse vedrørende artikel i Nordjyske 5. oktober 2017