Velfærdsalliancen blev underskrevet i går, mandag den 11. april, ved en officiel seance på Nord Energi Arena, hvor repræsentanter fra DBU, DBU Jylland, Hjørring Byråd, Hjørring Kommune og lokale fodboldklubber deltog.
Følgende parter underskrev aftalen:
- Borgmester, Søren Smalbro
- Fritids- og Folkeoplysningsudvalgs formand, Mathias Holger Nielsen
- Formand for DBU, Jesper Møller
- Kristian Nørgaard Thomsen, DBU Jylland formand for Region 1
Inde på banen på Nord Energi Arena var der træning af et U8 drengehold fra HI-fodbold samt et U9 pigehold fra Fortuna Hjørring. Og til seancen blev det annonceret at pokalfinalen mellem Fortuna Hjørring og FC Thy-Thisted spilles på Fortunas hjemmebane i Hjørring d. 13. maj 2022
Velfærd, fodbold og politiske visioner
- I Hjørring Kommune er vi optaget af at vores børn, unge og familier har det godt og trives i de fællesskaber, som de er en del af. Derfor er det helt afgørende, at vi med dette samarbejde med DBU og DBU Jylland kan understøtte vores lokale frivillige fodboldklubber i at skabe de bedste rammer for børne- og ungdomsfodbold. Samtidig er det også vigtigt, at vi udvikler os. Det er vigtigt, at vi understøtter talent- og elitefodbold, så særlig Fortuna Hjørring og Vendsyssel FF fortsat kan være en del af den kvindelige- og mandlige topfodbold i Danmark, siger borgmester Søren Smalbro (V), Hjørring Kommune.
Aftalen betyder, at DBU i løbet af aftaleperioden vil afholde og samarbejde med Hjørring Kommune om forskellige aktiviteter og events f.eks. fodboldfestivaler, aktiviteter for at udbrede fodbold til flere piger, eliteaktiviteter, afvikling af en Kvinde A-venskabskamp i kommunen og op til 4 ungdomslandskampe i kommunen i aftaleperioden samt workshops og kurser for trænere og klubledelse.
- Fodbold er et fantastisk fællesskab, og de nye medlemstal viser, at mange flere har valgt at melde sig ind i en fodboldklub for at blive en del af det særlige fællesskab. Det gælder også i Hjørring Kommune, hvor vi med denne velfærdsalliance vil fortsætte udviklingen af gode børnefodboldmiljøer i klubberne. Vi vil skabe verdens bedste børnefodbold i samarbejde med klubber, frivillige og også med skoler og kommuner, siger fastslår DBU Formand Jesper Møller.
Se video fra dagen