- Syge-hjemmeplejen administrationen
- Administration og Tilsyn
- Økonomi og Finans
Valget af kontorelev i Hjørring Kommune
Derfor valgte jeg at søge stillingen som kontorelev med speciale i offentlig administration hos Hjørring Kommune, så jeg kunne kombinere min erfaring fra detailbranchen med nye færdigheder og tage min karriere i en lidt anden retning. Jeg ser nu frem til at bruge både mine organisatoriske evner og min erfaring med at samarbejde og hjælpe andre i en ny sammenhæng.
Første praktiksted: Syge-hjemmeplejen
I min elevtid startede jeg med at tilbringe de første 6 måneder i Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen, hvor jeg var en del af Syge-hjemmeplejens administration. Det var en dynamisk arbejdsplads med mange forskellige opgaver og masser af ad-hoc opgaver, hvor ingen dage var ens. Her var jeg med til at understøtte det daglige arbejde for plejepersonale, ledelse og borgere, såsom vagtplanlægning, telefonbetjening og kontakt til borgere og pårørende, indberetning af fravær m.m.
Andet praktiksted: Administration og Tilsyn
Herefter startede jeg hos mit andet praktiksted i Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvor jeg blev en del af Administration og Tilsyn. Her startede jeg i Dagtilbudssekretariatet, hvor jeg fik indsigt i indhentning af børne- og straffeattester, oprettelse af nye medarbejdere til vores daginstitutioner, fordeling af PAU-studerende og et tæt samarbejde med vores faglige ledere ude i børnehusene. Da næsten halvdelen af min tid var gået, kom jeg hen til ”familiebordet” at sidde, hvor jeg hjalp Familieafdelingen, PPR og Sundhedsplejen med fordeling af post og journalisering af dokumenter. Her var jeg så heldig at være med til den spæde opstart af et nyt PPR-system – Modulus, og fik chancen, for at blive superbruger i dette system. Dette har været med til at give organisatoriske færdigheder og evnen til at håndtere flere opgaver samtidigt, samt fortrolighed med IT-systemer og databehandling.
Fremtidige mål i Økonomi og Finans
Jeg ser frem til min afsluttende periode i Økonomi og Finans, hvor jeg forventer at tilegne mig nye kompetencer og kvalifikationer.