Et skridt videre på vejen til fælles sundhed

Hjørring Kommunes forrige Sundhedspolitik udløb med udgangen af 2022. Det Politiske Koordinationsudvalg for Sundhed satte derfor i sommeren 2022 gang i en proces med at lave en ny politik. Den nye Sundhedspolitik bygger i høj grad videre på det gode fundament, som den forrige politik har givet os.

Der foregår allerede mange sundhedsindsatser på tværs af bl.a. forvaltninger, uddannelsesinstitutioner og lokalområder. Alle disse indsatser skal fortsætte i fremtiden, men vi ønsker nu at tage sundheden i Hjørring kommune et skridt videre i forhold til tidligere Sundhedspolitikker.  

Hjørring Kommune ønsker at række endnu mere ud til aktører udenfor kommunen som organisation. Denne Sundhedspolitik skal derfor ses som en invitation til civilsamfundet, og herunder erhvervslivet, foreningslivet, frivillige, organisationer, uddannelsesinstitutioner og kommunens borgere om at være sammen om handlinger for sundheden i Hjørring kommune. Ønsket er, at vi sammen kan sætte spot på udviklingen af vores fælles sundhed gennem et stærkt samspil på tværs.

Mange borgere i Hjørring Kommune lever allerede et godt og sundt liv, og det skal vi være sammen om fortsat at understøtte i fremtiden. Samtidig skal vi sammen skabe rammerne for, at kommunens borgere får flere raske leveår og øget glæde og trivsel.