Vindmøller mellem Ilbro og Høgsted – Vedtaget lokalplan og kommuneplantillæg

17-04-2026

Hjørring Kommune har på mødet den 25. marts 2026 vedtaget lokalplan nr. 800-L08 og kommuneplantillæg nr. 1 med tilhørende miljøvurdering og § 25-tilladelse.

Der er indkommet 38 høringssvar i høringsperioden. På den baggrund blev det besluttet at ændre de offentliggjorte planforslag.

Lokalplanen og kommuneplantillægget er ændret vedrørende vejbyggelinje og lavbundsarealer, så vejbyggelinjen fremgår redegørelsesteksten, og det fremgår, at møllerne ikke hindrer genopretning af vådområder i udpegede lavbundsarealer.

Klagemulighed – Kommuneplantillæg og lokalplan

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan eller et tillæg til kommuneplanen, kan du klage til Planklagenævnet. Du kan kun klage over retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58-59. Det vil sige, at du kan klage over spørgsmål om planens lovlighed, herunder fortolkning af loven, planbestemmelser samt procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over skønsmæssige spørgsmål, herunder planernes indhold og hensigtsmæssighed. Det er Planklagenævnet, der vurderer, om din klage omfatter et retlig spørgsmål.

Klagefristen er den 15. maj 2026.

Klagemulighed – Miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet i henhold til Miljøvurderingslovens § 48. Du kan kun klage over retlige spørgsmål, herunder lovlighed af den trufne afgørelse, overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger samt tilvejebringelses- og procedurekrav. Du kan derimod ikke klage over skønsmæssige spørgsmål, som omfatter myndighedens konkrete vurdering og afvejning af hensyn ved behandling af en miljøvurdering. Det er Planklagenævnet, der vurderer, om din klage omfatter et retlig spørgsmål.

Klagefristen er den 15. maj 2026.

Klagemulighed - § 25-tilladelse

Du kan klage over Hjørring Kommunes afgørelse om at meddele § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven til projekter omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du kan klage over både retlige og skønsmæssige spørgsmål jf. Miljøvurderingslovens § 49, herunder fortolkning af loven og procedure- og kompetenceregler samt hensigtsmæssigheden ved afgørelsen.

Klagefristen er den 15. maj 2026.

Spørgsmål

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Team Plan på plan@hjoerring.dk eller 72 33 67 90.