Du skal som udgangspunkt stemme på det valgsted, du hører til. Men hvis du har nedsat førlighed eller har et handicap, der gør, at du bedre kan stemme på et andet valgsted end det, du er tilknyttet, kan du søge om at stemme på et andet valgsted i kommunen. Det kan fx være, at der er et andet valgsted, der har bedre tilgængelighed eller er lettere at komme til med offentlig transport.
Hvornår skal du søge om at skifte valgsted
Du skal søge din kommune senest 8 dage før valgdagen. Hvis 8 dage før valgdagen er en lørdag eller en søndag, rykkes fristen frem til den sidste hverdag før fristens udløb. Du kan tidligst søge om at skifte valgsted 4 uger før valgdagen.