Pasning af nærtstående

Hvis du ønsker at passe en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom kan der muligvis oprettes en pasningsordning.

Hvordan søger du?

Ansøgning om plejeordning til pasning af nærtstående kan søges via Borger.dk

Har du spørgsmål kan du kontakte Myndighed Handicap på tlf. 72 33 50 67.

Sagsbehandlingstid: 8 arbejdsdage

Hvad indeholder tilbuddet?

Hvis en nærtstående har behov for pasning, pleje og omsorg ved handicap eller alvorlig sygdom, kan der, hvis betingelserne er opfyldt søges om pasningsordning.

Det er blandt andet en betingelse, at alternativet  til ordningen er døgnophold uden for hjemmet og at plejebehovet svarer til fuldtidsbeskæftigelse.

Du kan læse mere om betingelserne herunder eller i kvalitetsstandarden om Servicelovens §118.

Hvad kan indgå i indsatsen?

Praktiske og personlige pleje- omsorgs- og pasningsopgaver. Endvidere særlige omsorgsopgaver, f.eks. ledsagelse/støtte ved behandling på sygehus, ledsagelse, herunder kørsel til kontroller, behandling eller indlæggelser og/eller andre praktiske og sociale støttefunktioner, der ofte kendetegner alvorlige sygdomsforløb.

Hvad kan ikke indgå?

Døende med terminalerklæring er ikke omfattet af personkredsen for § 118, men vil derimod være omfattet af servicelovens § 119. Det beror på en lægelig vurdering af, at helbredende behandling er udsigtsløs, og at prognosen er kort levetid.

§ 118 supplerer de øvrige muligheder i serviceloven for pasning af børn og voksne med handicap eller alvorlig sygdom, men kan ikke ydes samtidig med andre ordninger med samme formål, f.eks. tabt arbejdsfortjeneste til pasning af børn.

Ansvarlig redaktør: Morten Thiel