Hvad er et hjælpemiddel?

Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Hvis du har et handicap eller en funktionsnedsættelse kan et hjælpemiddel, et forbrugsgode eller en boligændring hjælpe dig i dine daglige aktiviteter.

Et hjælpemiddel og eller en boligændring kan øge dine muligheder for at klare dig selv eller lette din dagligdag, så du i størst mulig omfang kan være uafhængig af andres hjælp.

  • Genbrugshjælpemidler (f.eks. kørestol, badebænk eller rollator)
  • Personlige hjælpemidler (f.eks. brystprotese, paryk, skinner, ortopædiske sko og injektions- og testmaterialer til diabetikere)
  • Hjælp til køb af visse forbrugsgoder (f.eks. el-scooter eller el-cykel)
  • Hjælp til indretning af bolig (f.eks. ændringer af badeværelse eller fjernelse af dørtrin)
  • Støtte til køb af bil (eksempelvis billån eller reparation af lift på bil m.v.)
Afhentning og aflevering

Der er mulighed for at afhente dine bevilgede hjælpemidler på:

Hjælpemiddeldepotet
Mandøvej 9
9800 Hjørring

Her kan hjælpemidler, der kan genbruges, også afleveres, hvis der ikke er behov for dem længere.

Vær opmærksom på at hjælpemidlerne skal være søgt og bevilget i Myndighed Hjælpemidler, før de kan afhentes på depotet.

Feriehjælpemidler

Hvis du skal på ferie i Danmark, er det i nogle tilfælde muligt for dig at få dine hjælpemidler med. De hjælpemidler du selv kan transportere, skal du selv medbringe, men større hjælpemidler kan du evt. få hjælp til.

Som borger i Hjørring Kommune
- skal du kontakte Myndighed Hjælpemidler for nærmere information. 

Som gæst i Hjørring Kommune
- skal du søge din hjemkommune om tilskud til udgiften. Hjørring Kommune lejer ikke hjælpemidler ud til private i forbindelse med ferieophold.