Retningslinjer

Gældende retningslinjer for præmiering af god arkitektur i Hjørring Kommune

Pkt. 1 Formål

Formålet med Hjørring Kommunes Arkitekturpris er at sætte fokus på værdien af arkitektonisk kvalitet i det fysiske miljø i byer og landskab.

Arkitekturprisen skal inspirere og fremme interessen hos borgere og bygherrer for god arkitektur og der igennem medvirke til, at der skabes gode miljøer og en smuk og oplevelsesrig kommune.

Byrådet ønsker med arkitekturprisen at fremhæve og præmiere eksempler på byggeri, anlæg og design, som er en æstetisk oplevelse og noget, der skaber kvalitet i omgivelserne i såvel byerne som i det åbne land.

Pkt. 2 Hvad kan præmieres

Byrådet præmierer nybyggeri, anlæg eller design i høj arkitektonisk kvalitet, som er udført med stor indlevelse i funktionen, stedet og omgivelserne samt demonstrerer stor materialebevidsthed og høj arkitektonisk kvalitet i anvendelse af ny teknologi, fx klima- og energitiltag. Emnerne/projekterne skal være taget i brug/afsluttet indenfor de to forudgående år før præmieringen.

Følgende kan præmieres:

  • Nyt byggeri til alle typer anvendelser som parcelhuse, etageboliger, erhvervsbyggeri, byggeri til offentlige formål, tekniske anlæg, landbrugsbyggeri m.v.
  • Om- og tilbygninger af eksisterende byggeri
  • Eksisterende byggeri som transformeres til ny funktion og karakter
  • Anlæg som byrum, pladser, parker og grønne anlæg, gårdrum, bebyggelsesplaner
  • Byrumsinventar, skiltning, belysning m.v.

Der kan uddeles én eller flere præmier.

Ved præmieringen lægges vægt på: 

  • At byggeriet, anlægget eller designet fremstår som en smuk bygning, et smukt anlæg eller et smukt design i høj arkitektonisk kvalitet,
  • at det demonstrerer indlevelse i stedets helhed og giver et positivt bidrag til bygningen, byen, kvarteret, byrummet, gaden, landsbyen eller det omgivende landskab,
  • at det skaber gode og trygge rammer for det sociale liv herunder tilgængelighed for alle, og
  • at det bidrager til arkitektonisk nytænkning og fremstår i et nutidigt og moderne formsprog.

Emner kan præmieres, hvis de opfylder flere af kriterierne. Hvis der et år ikke findes nogen byggerier, anlæg m.v., som præmieringskomitéen vurderer at kunne præmiere, uddeles Hjørring Kommunes Arkitekturpris ikke dette år.

Præmieringskomitéen kan beslutte at uddele ”hædrende omtale for god arkitektur” til byggeri, anlæg m.v., som ikke kan præmieres med Arkitekturprisen, men vurderes at rumme så høj arkitektonisk kvalitet, at det kan være eksempel til inspiration for borgere og bygherrer.

Pkt. 3 Præmier

Arkitekturprisen består af en plakette til bygherren/ejeren til montering på det præmierede emne og et diplom til arkitekten og/eller til landskabsarkitekten eller rådgiveren.

Byrådet kan også beslutte at uddele et diplom til bygherrren/ejeren og et diplom til arkitekten og/eller til landskabsarkitekten eller rådgiveren.

Hvis kommunen er ejer af bygningen består præmien af plakette til montering på emnet, et diplom til arkitekten og/eller til landskabsarkitekten eller rådgiveren.

Plaketten til montering udføres i et enkelt design med årstal og tekst, hvoraf det fremgår, at bygningen eller anlægget mv. er præmieret af Hjørring Kommune.

På diplomet fremgår motivering for præmieringen og arkitektens og/eller landskabsarkitektens eller rådgiverens navn samt bygherrens navn.

Byrådet kan kræve plaketten leveret tilbage, hvis bygningen eller anlægget ikke holdes i god stand, eller hvis ejeren foretager ændringer, der ikke er i overensstemmelse med grundlaget for præmieringen.

”Hædrende omtale” består af diplom med motivering og arkitektens og/eller landskabsarkitektens eller rådgiverens navn samt bygherrens navn.

Pkt. 4 Bedømmelse

Bedømmelsen foretages af Hjørring Kommunes Præmieringskomité, der har følgende medlemmer:

  • Borgmester Arne Boelt (formand for præmieringskomitéen)
  • 2. viceborgmester Henrik Jørgensen
  • Byrådsmedlem Laila Zielke
  • Direktør for Vendsyssel Kunstmuseum Sine Kildeberg
  • Formand for Foreningen for By- og landskabskultur Søren Thirup
  • Arkitekt m.a.a. Harry Christopher Riekehr
  • Konstitueret direktør for Teknik og Miljø Bettina Hedeby Madsen
  • Landskabsarkitekt Anne Dorthe Vestergaard

Afgørelser i præmieringskomitéen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Komitémedlemmer fra
administrationen har stemmeret.

Pkt. 5 Uddeling af Hjørring Kommunes Arkitekturpris

Prisuddelingen sker hvert andet år, så vidt muligt, i forbindelse med Arkitekturens Dag.

Der nedsættes en ”præmieringsgruppe” internt i administrationen. En repræsentant fra gruppen udpeges til sekretær for Præmieringskomitéen.

Præmieringsgruppen kan evt. indkalde forslag til emner til præmiering fra offentligheden, byens borgere og erhvervsliv m.fl. Gruppen udarbejder liste med egne forslag til præmiering, suppleret med evt. indkomne forslag.

Præmieringsgruppen udvælger de emner fra listen, som anses for værdige til at komme i betragtning ved Præmieringskomitéens bedømmelse.

Præmieringskomitéens medlemmer kan selv bringe andre emner i forslag, og disse vil indgå i en samlet liste med forslag til præmiering.

Den samlede liste inklusiv foto og en kort beskrivelse af de enkelte projekter/emner udsendes til Præmieringskomitéen før den mødes til bedømmelse én gang om året.

Hjørring Kommunes Præmieringskomité mødes og besigtiger de foreslåede emner til præmiering. Komitéen foretager, efter en besigtigelse, den endelige bedømmelse af de udvalgte emner. Komitéens begrundelse for præmiering af de udvalgte projekter/emner sammenfattes af repræsentanterne fra Akademisk Arkitektforening i en kort faglig vurdering.

Byrådet, ved borgmesteren eller anden politiker, forestår overrækkelse af Hjørring Kommunes Arkitekturpris ved et arrangement i forbindelse med Arkitekturens Dag, hvor ejere, arkitekter, forslagsstillerne, borgere og presse inviteres m.fl.

Præmieringen offentliggøres ved pressemeddelelse, på kommunens hjemmeside, udstilling og lignende.

Pkt. 6

Hjørring Kommunes Arkitekturpris formidles i øvrigt via kommunens hjemmeside, hvor bl.a. formål og retningslinjer for præmieringen samt oversigt over tidligere præmierede byggerier, anlæg m.m. vil være tilgængelig og til inspiration for interesserede borgere, bygherrer og rådgivere.

Pkt. 7 Ikrafttræden

Ændringerne i retningslinjer for Hjørring Kommunes Arkitekturpris træder i kraft den 21. marts 2018.

Vedtaget af Byrådet den 21. marts 2018