Hvad er Hjørring Kommunes Arkitekturpris?

Arkitekturprisen skal sætte fokus på værdien af arkitektonisk kvalitet i det fysiske miljø i byer og landskab.

Byrådet ønsker med prisen at inspirere og fremme interessen hos borgere og bygherrer for god arkitektur og der igennem medvirke til, at der skabes gode miljøer, livskvalitet og en smuk og oplevelsesrig kommune.

Byrådet præmierer hvert år nybyggeri, anlæg eller design i høj arkitektonisk kvalitet, som er udført med stor indlevelse i funktionen, stedet og omgivelserne og demonstrerer en særlig materialebevidsthed og høj arkitektonisk kvalitet.

I 2013 uddeltes Arkitekturprisen første gang, hvor fire byggerier, som alle var afsluttet i perioden 2007- 2012, blev præmieret.

Hjørring Kommunes Præmieringskomité træffer beslutning om, hvilke byggerier m.v., der kan præmieres.

Det fremgår af retningslinjer for Hjørring Kommunes Arkitekturpris, hvad der kan præmieres og hvad der lægges vægt på ved præmieringen. Det fremgår også, at såfremt der et år ikke findes byggerier, anlæg m.v., som præmieringskomitéen vurderer at kunne præmiere, uddeles prisen ikke dette år.

Prisuddelingen sker ved et arrangement på Rådhuset den 1. oktober i forbindelse med Arkitekturens Dag den 1. oktober, og alle interesserede er meget velkomne.

Hjørring Kommunes Arkitekturpris er tilrettelagt i samarbejde med Akademisk Arkitektforening.