Frakendelse og generhvervelse af kørekort

Generhvervelse af din førerret

Har du fået frakendt din førerret og gerne vil have den igen, skal førerretten generhverves. At generhverve betyder, at du kan få din førerret igen på visse betingelser. En betingelse er, at man består en kontrollerende køreprøve. En anden betingelse kan være at man skal gennemføre et kursus i alkohol/narko/trafik (ANT-kursus), hvis frakendelse fx skyldes spirituskørsel. Er din førerret frakendt for en betinget periode, skal du møde personligt op på et af landets kommuner - og medbringe:

  • en udfyldt ansøgningsblanket, som du kan få udleveret, når du møder op i kommunen. 
  • dit kørekort af kreditkortmodellen eller gyldigt pas.

Hvis du hverken har et kørekort af kreditkortmodellen eller gyldigt pas, skal du medbringe en original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation.

  • dit brev vedrørende frakendelsen, hvor det fremgår, hvornår du skal til kontrollerende prøve.

Er din førerret blevet ubetinget frakendt, skal du møde personligt op på et af landets kommuner og medbringe:

  • en udfyldt ansøgningsblanket, som du kan få udleveret , når du møder op i kommunen 
  • et gyldigt pas. Hvis du ikke har et gyldigt pas, skal du medbringe en original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation. 
  • et vellignende foto, der lever op til de nyeste retningslinjer for foto til kørekort.

Når politiet har godkendt din ansøgning, skal du huske at informere kommunen, så kommunen kan foretage den sidste kontrol af ansøgningen, før der kan bestilles en tid til en kontrollerende køreprøve.

Betinget frakendelse af førerretten

Hvis du får frakendt din førerret betinget, har du dit kørekort i en tre-årig prøveperiode, hvis:

  • du består en kontrollerende køreprøve, som består af en teori- og køreprøve.
  • du ikke begår en ny trafikforseelse, som kan resultere i en frakendelse. Hvis du gør det, vil du miste dit kørekort ubetinget for en periode på mindst 6 måneder.

Hvis din førerret er blevet frakendt betinget, vil politiet indkalde dig til den kontrollerende køreprøve. Det vil fremgå af politiets afgørelse, hvornår der er frist for at have bestået den kontrollerende køreprøve.

Hvis din førerret er blevet betinget frakendt pga. spirituskørsel efter den 1. september 2005 eller derefter, skal du tage et Alkohol, Narko og Trafik Kursus (ANT-kursus), inden du kan generhverve din førerret.

Ubetinget frakendelse af førerretten

Ubetinget frakendelse af førerretten betyder, at du skal aflevere dit kørekort til politiet. Du kan først få et nyt kørekort igen, når frakendelsestiden er udløbet, og du har bestået en kontrollerende køreprøve.

Har du været frakendt i tre år eller mere, får du ”kun” kørekort til kategori B (alm. bil). Havde du flere kategorier i dit gamle kørekort, skal du til kontrollerende prøve i de kategorier, som du gerne vil have tilbage.

Hvis den ubetingede frakendelse er sket pga. spirituskørsel begået den 1. marts 2002 eller derefter, skal du også gennemføre et Alkohol, Narko og Trafik Kursus (ANT-kursus), før du får lov at gå op til den kontrollerende køreprøve.

Alkolås-ordningen

Hvad er en alkolås?

En alkolås er et apparat, som installeres i fx en bil, og som forhindrer at du kan starte køretøjet, hvis du har en promille over den tilladte grænse. Alkolåsen er forbundet til tændingssystemet. Inden du starter køretøjet, skal du puste i alkolåsen, som måler indholdet af alkohol i din udåndingsluft.

Hvordan får jeg en alkolås?

Hvis du har fået frakendt førerretten ubetinget på grund af spirituskørsel, kan du blive omfattet af alkolåsordningen. Hvis du vil køre med alkolås, skal du:

  • ansøge om at deltage i alkolåsordningen hos et af landets kommuner og have udstedt et alkolåskørekort.
  • gennemføre et Alkohol, Narko og Trafik-kursus (ANT-kursus)
  • gå op til kontrollerende køreprøve (både teori-og praktisk prøve)
  • købe eller leje en alkolås hos en godkendt leverandør

Når du har afleveret alle relevante dokumenter (underskrevet samtykkeerklæring og en udfyldt ansøgningsblanket) til et af landets kommuner vil de videresende sagen til politiet, som afgør, om du kan deltage i alkolåsordningen.

Det er en god idé, at vente med at tilmelde dig et ANT-kursus, før politiet har afgjort, om du kan deltage i alkolåsordningen.

To forskellige alkolåsordninger

Der er to forskellige alkolåsordninger - en ”frivillig” og en ”obligatorisk”. Der er knyttet forskellige betingelser til hver ordning.

Den frivillige ordning

Du er omfattet af den frivillige ordning, hvis du er dømt for spirituskørsel:

  • én gang med en promille på mellem 1,2 og 2,0
    eller
  • to gange og din promille første gang var højst 2,0 og anden gang var højst 1,2.

For at deltage i den frivillige alkolåsordning, må du ikke have forårsaget personskade eller fremkaldt alvorlig fare for andre. Politiet foretager denne vurdering i forbindelse med ansøgningen. En ansøgning om at være med i en alkolåsordning skal afleveres hos en af landets kommuner.

Hvis du vil deltage i den frivillige ordning, skal du undersøges for et evt. alkoholmisbrug som betingelse for, at du kan komme med i ordningen. Hvis du har et misbrug, skal du i behandling for det.

Hvis du deltager i den frivillige alkolåsordning, betyder det, at du må køre i en bil med en alkolås i hele frakendelsesperioden. Dog kan du tidligst køre, fra det øjeblik du har bestået en kontrollerende køreprøve.

Den obligatoriske ordning

Du er omfattet af den obligatoriske ordning, hvis du er dømt for spirituskørsel:

  • med en promille på over 2,0
    eller
  • to gange (undtagen, hvis din promille første gang var højst 2,0 og anden gang højst 1,2)
  • tre gange eller mere (uanset promillens størrelse).
Alkolåsen og det du skal betale

Færdselsstyrelsen har godkendt de leverandører af alkolåse, der må anvendes i forbindelse med alkolåsordningen. Du skal selv vælge en godkendt leverandør, du vil benytte til at installere alkolåsen i din bil. Du står selv for at kontakte leverandøren, ligesom du selv skal betale samtlige udgifter til alkolåsen. Herudover skal du selv betale for bl.a. Færdselsstyrelsens, samt politiets administrationsomkostninger.

Der er følgende gebyrer for deltagelse i en alkolåsordning:

  • Obligatorisk ordning: 430 kr.
  • Frivillig ordning med personundersøgelse: 2.765 kr.
  • Frivillig ordning uden personundersøgelse: 475 kr.
  • Hvis der stilles vilkår om alkoholistbehandling under den frivillige ordning, skal der yderligere betales: 17.000 kr.

Se liste over godkendte leverandører:

Kontrollerende køreprøve

En kontrollerende køreprøve består af en teoriprøve og en praktisk prøve. Oftest er der ikke noget krav om, at du skal have taget køreundervisning, men det kan være en god idé at tage et par køretimer. Du kan kun få dit kørekort igen, hvis du består den kontrollerende køreprøve.

Du kan dog i særlige tilfælde blive fritaget fra kravet om at skulle bestå en kontrollerende køreprøve til en bestemt kategori af køretøj. For eksempel kan en person fritages for kravet om kontrollerende køreprøve på motorcykel, hvis personen ikke længere er i stand til at gå til kontrollerende køreprøve på en motorcykel (fx hvis personen er blevet handicappet, og derfor ikke længere fysisk er i stand til at føre motorcykel, men sagtens vil kunne føre bil med særligt installeret udstyr).

Du skal enten selv booke den kontrollerende køreprøve ved kommunen, eller igennem en kørelærer.

En kontrollerende køreprøve koster 890 kr. (2018) og dækker både den teoretiske og den praktiske køreprøve.

Kørselsforbud

Hvis du har fået kørselsforbud, skal du aflevere dit kørekort til politiet. Du kan først få dit kørekort tilbage, når du har gennemgået en særlig køreundervisning og bestået en kontrollerende køreprøve. Skyldes kørselsforbuddet spirituskørsel, skal du i stedet for særlig køreundervisning gennemgå et Alkohol, Narko og Trafik Kursus (ANT-kursus).

Særlig køreundervisning

Hvis du har fået kørselsforbud, skal du gennemføre en særlig køreundervisning hos en godkendt kørelærer, inden du går til den kontrollerende køreprøve. Den særlige køreundervisning tager fat i fire udvalgte dele af den almindelige uddannelsesplan, som man gennemgår til den almindelige køreprøve:

  • trafikadfærd
  • grundregler for bilkørsel
  • manøvrer på vej
  • særlige risikoforhold.

Undervisningen skal mindst omfatte otte lektioner af 45 minutter i teorilokale og mindst otte lektioner af 45 minutter i skolevogn. Undervisningen skal mindst strække sig over otte undervisningsdage.

Alkohol, Narko og Trafik Kursus (ANT-kursus)

Hvis du har fået kørselsforbud pga. spirituskørsel begået den 1. marts 2002 eller derefter, eller fået betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at køre bil pga. spirituskørsel, skal du gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik (ANT-kursus) for at få retten til at føre bil tilbage.  

Bidrag til Offerfonden

Hvis du får et klip i kørekortet, et kørselsforbud, betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet efter 1. januar 2014, skal du udover bøden betale 500 kr. til Offerfonden. Offerfonden yder tilskud til projekter og aktiviteter, der støtter ofre for forbrydelser og trafikofre samt til forskning mv.

Hvis du vil klage

Hvis du vil klage over en kørelærer, skal du henvende dig til Dansk Kørelærer-Union.

Hvis du vil klage over køreundervisningen, skal du henvende dig til Ankenævnet for køreundervisning.

Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du henvende dig til Færdselsstyrelsen.